Togstation i Hovedgård får en ny chance for at køre på skinner
Der har i 48 år kun været gennemkørende tog i Hovedgård, men nu skal et udvalg i Horsens kommune kæmpe for at få togstationen genåbnet.
Der er gang i togtrafikken i Hovedgård ved Horsens. Ifølge de lokale er der lidt for meget gang i den, for togene stopper aldrig i byen.
- Vi har nogle nogle borgere, der fortæller, at de har hørt, at der måske kommer et togstop, og hvis der gør, vil de gerne flytte til hovedgård, siger Ejvind Olsen, formand for lokalrådet.
Byrådet har nu besluttet at uddelegere arbejdet til Oplandsudvalget, der skal kæmpe kampen for at overbevise Transportministeriet om, at der skal være et togstop i Hovedgård.
Vi fandt ret hurtigt ud af, at den politiske indflydelse er meget vigtig
Ejvind Olsen, formand, Hovedgård Lokalråd
Uenighed om nødvendighed
Lokalrådet har tidligere fået udarbejdet en rapport, der viser, at det daglige antal på- og afstigninger kan være omkring 800. Det stemmer ikke overens med Transportministeriets udregninger, der siger 243. Det skal oplandsudvalget nu kigge på.
- Vi skal til at analysere lidt på tallene. Det skal vi så prøve at have kigget lidt ind i nu og sige hvad er op og ned. Vi skal have fundet alle argumenter for, hvorfor man skal lave et togstop i en by som hovedgård, siger Jørgen Korshøj, udvalgsformand, der også vil have en dialog med lokalrådet og Christiansborg.
Lokalrådet har arbejdet på det siden 2019, og de er glade for den politiske opbakning.
- Vi fandt ret hurtigt ud af, at den politiske indflydelse er meget vigtig, fordi vi som lokalråd har meget svært ved at stille spørgsmål ind til politikere, der sidder i Folketinget, siger Ejvind Olsen.
Han håber derfor, at samarbejdet med Oplandsudvalget kan forøge mulighederne.
- Jeg synes, der er inden for rækkevidde. Vi har jo lige set, at de i Viborg har åbnet en togstation i en by med godt 600 indbyggere. Der bor 2.200 indbyggere i Hovedgård, så jeg tror godt, man kan se ind i en løsning, siger Jørgen Korshøj.
- Det ville være perfekt, siger Ejvind Olsen.
En attraktiv by
Ifølge Anja Jørgensen, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt arbejde ved Aalborg Universitet, er der i øjeblikket meget tale om, hvad det betyder for en by at miste sin infrastruktur.
- Der er mange bekymringer om børn og unges muligheder for at gå til fritidsaktiviteter, komme i skole til mere alvorlige problemstillinger som fraflytning, siger Anja Jørgensen.
Når vi så får et togstop, så holder vi en fest
Ejvind Olsen, formand, Hovedgård Lokalråd
Derfor vil en åben togstation i Hovedgård gøre en forskel for aktiviteterne og dermed muligheden for at tiltrække nye indbyggere.
- Det vil gøre hovedgård til et mere attraktivt sted at bosætte sig. Hvis man kigger overordnet set på Jylland, så er hele det område, der omgiver Hovedgård, Horsens og strækket til Aarhus et sted, hvor der virkelig er sket en tilvandring, og på den måde er der skabt en masse aktivitet, siger hun.
Det er i kombinationen af, at man kan være tæt på mulige arbejdspladser og samtidig bo billigere i et aktivt område udenfor de store byer, der gør det attraktivt.
Hun påpeger, at det har stor betydning, om toget stopper en gang i døgnet eller flere gange i timen for tiltrækningskraften.
Spænding for fremtiden
Overfor stationen ligger kiosken 'Stoppestedet', og her ser de gerne, at der kommer et togstop.
- Det kunne være rart både for butikken, men også privat, siger Christina Skovsgaard.
Længere oppe ad vejen bor Leif Rasmussen, der er bekymret for, hvordan resultatet kan blive.
- Det er sikker godt for nogle, men det kan komme til at genere, når de starter og stopper, siger han.
Lokalrådet skal have det første møde med udvalget i starten af året, og selvom arbejdet tager tid, så er stemningen i top.
- Når vi så får et togstop, så holder vi en fest, siger Ejvind Olsen.