Så er planen for åbningen af grænselandet klar
De 2,9 millioner borgere i Slesvig-Holsten kan fra mandag frit rejse frem og tilbage over den danske grænse uden krav om ophold i seks dage eller andre anerkendelsesværdige formål.
Regeringen har besluttet helt at åbne grænsen for beboere i Slesvig-Holsten. Samtidig åbnes der for besøg fra kærester, forlovede, bedsteforældre og børn fra andre EU- og Schengenlande samt UK.
Personer med bopæl i Slesvig-Holsten kan fra den 15. juni 2020 indrejse i Danmark uden at opfylde kravet om et anerkendelsesværdigt formål. De skal alene dokumentere, at de bor i Slesvig-Holsten.
Det betyder, at hverdagen i grænselandet vender tilbage, når borgere på begge sider af grænsen frit kan bevæge sig ud og ind af hinandens lande. Det betyder eksempelvis, at Tønder igen kan få besøg af tyskere på korte indkøbsture, og at borgere bosat i Slesvig-Holsten kan komme på korte turistbesøg uden krav om overnatning i seks nætter.
Som tidligere bebudet i TV SYD af Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen får tyske borgere bosat i Slesvig-Holsten lov til frit at rejse frem og tilbage over den danske grænse uden krav om ophold i seks dage eller andre anerkendelsesværdige formål.
Justitsminister Nick Hækkerup orienterede onsdag eftermiddag Folketingets partier i udenrigspolitisk nævn om udformningen af den særlige åbning og frie bevægelig for tyskere bosat i grænselandet.
- Jeg glæder mig over, at den fulde åbning af grænselandet nu er en kendsgerning. Fra mandag normaliseres samlivet i grænseregionen, siger Jesper Petersen til TV SYD.
Flere anerkendelsesværdige formål
Listen over anerkendelsesværdige formål bliver samtidigt udvidet for indrejsende med fast bopæl i EU og Storbritannien.
Personer, der er bosat i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien, kan derfor også rejse ind i Danmark fra den 15. juni for at besøge kærester, forlovede, bedsteforældre og børnebørn samt ved erhvervsrejser og jobsamtaler mv.
Derudover åbnes der for personer, der er bosat i EU og Storbritannien, og som ejer sommerhus i Danmark, eller som kan dokumentere alene at være i transit i Danmark med henblik på ferieophold eller turisme uden for Danmark. Ferielejligheder, kolonihaver eller både beliggende i Danmark vil i den forbindelse fremover blive sidestillet med sommerhuse.
Det samme gælder fastliggerpladser på campingpladser i Danmark.