På få uger er det blevet til 549 politisager i en enkelt by
Siden 1. november har Syd- og Sønderjyllands Politi behandlet knap 550 sager, som alle knytter sig til den megen uro i Aabenraas centrum med ulovlig affyring af kanonslag og generende bilkørsel.
Syd- og Sønderjyllands Politi har siden 1. november skrevet 549 politisager – alle knytter sig til den meget uro i Aabenraas centrum med ulovlig affyring af kanonslag og overtrædelses af færdselsloven.
Godt hver tredje er en færdselssag, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Flest overtrædelser af færdselsloven
Politiet har behandlet 208 sager om overtrædelser af færdselsloven. Heraf er langt de fleste hastighedssager, og der er udskrevet 90 fartbøder. De fleste har kørt mellem 66 og 80 km/t på veje, hvor grænsen er 50.
- Men vi har også oplevet flere tilfælde, hvor der er blevet kørt mere end 81 km/t i byen og det betyder en betinget frakendelse af kørekortet. En del har været over 90 km/t, fortæller operativ leder af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi politikommissær Mads Bruhn Lund.
En stor del af sagerne bunder i, at køretøjet er blevet modificerede for at få et smartere udtryk i bilejernes øjne. 23 af sagerne handlede om fejl ved lygter.
- For eksempel kan baglygterne være blevet tonede og det betyder, at andre trafikanter har vanskeligt ved at skelne mellem bilens baglygter og bremselyset. Det kan give farlige situationer i trafikken, siger Mads Bruhn Lund.
Ud over disse sager, er der givet bøder for andre overtrædelser af færdselsloven. Det handler både om kørsel uden kørekort og uden førerret, at køre over for rødt lys, tale i mobil under kørslen og køre i påvirket tilstand.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at indsatsen i området fortsætter, og borgere opfordres til at ringe 114, hvis man oplever uro eller har tip til politiet.