Nedrivningsklar vandmølle får kvart million til genrejsning
Sidste år blev Kruså Vandmølle reddet på målstregen og blev købt for to kroner. Nu har ejerne modtaget det første legat, der skal være med til at finansiere genopbygningen af bygningen.
Det er BHJ-Fonden, der har valgt at støtte med 250.000 kroner.
Pengene går til det projekt, som Kruså Vandmølles Venner og Danmarks Kulturarv ApS har for møllen.
Her vil de skabe nyt liv for den den godt 2000 kvadratmeter store bygning. Der skal blandt andet være en restaurant, kontorlokaler samt mulighed for at afholde kulturelle begivenheder.
Kruså Vandmølles Venner har samtidig samlet omkring 400 frivillige, der er interesseret i støtte.
Kruså Vandmølles historie går helt tilbage til 1400-tallet. Men den har de seneste år været tom og er gået i forfald.
Det var derfor planen, at Aabenraa Kommune ville nedrive møllen.