Kommende motorvejsbro vil styrke området i Padborg
Udviklingen af Padborgområdet forbedres med den kommende motorvejsbro, som Aabenraa Kommune har modtaget 25 millioner kroner af staten til at realisere.
Der er konkurrence om at tiltrække virksomheder omkring grænsen. Derfor bliver den kommende motorvejsbro i Padborg vigtig for videreudviklingen af området vest for motorvejen.
Aabenraa Kommune har modtaget 25 millioner kroner af staten gennem Infrastrukturplan 2035 'Fremtidens veje'. En plan som tildeler knap 235 millioner til projekter over de kommende fire år.
Der er omkring 4000 arbejdspladser i Padborg, og 7000 lastbiler passerer dagligt motorvejen.
Kommunens borgmester, Jan Riber Jakobsen (K), glæder sig over, at broen nu bliver en realitet. Udover statens støtte betaler kommunen selv det resterende beløb på ligeledes 25 millioner kroner.
- Størstedelen af dansk import og eksport går gennem faciliteterne her i Padborg, og nu sikrer vi os for fremtiden, siger borgmesteren.
Padborg betragtes som havneområde, som besværliggøre fragten af varerne i området. Direktøren for Padborg Transportcenter, Jesper Schimann Hansen, fortæller at grundet brug af specielle lastbiler, er man nødt til at have en bro over motorvejen, når varer fragtes fra øst til vest for motorvejen.
- Broen vil give en fleksibilitet til de eksisterende virksomheder men også i forhold til nye virksomheder, der kommer til. Jeg forventer også meget af udviklingen på vestsiden af motorvejen, fortæller siger han.
Størstedelen af dansk import og eksport går gennem faciliteterne her i Padborg, og nu sikrer vi os for fremtiden
Jan Riber Jakobsen (K), borgmester, Aabenraa Kommune
Virksomheder er allerede gået i gang med at bygge vest for motorvejen. Padborg bliver også omtalt som 'porten til Europa', og borgmesteren ser nu frem til, at byggeriet af broen skal i gang.
- Jeg tror, at det betyder, vi holder førerpositionen som porten til Europa, og kan levere det, kunderne efterspørger, siger han.
Motorvejsbroen forventes at stå klar i løbet af tre til fire år.