Umiddelbart virker landsbyen Hjolderup som landlig idyl her i den lune forårssol.

Påskeliljer og fuglekvidder vidner om, at korn og blomster snart rejser sig frodigt op af den fede, sønderjyske muld.

Men sådan er det ikke på markerne omkring Hjolderup, der lige nu har 16 indbyggere tilbage og ligger ti kilometer vest for Aabenraa.

Her er der i stedet et blå-sort hav af solceller, der er uafhængige af næring fra jorden, og som står plantet året rundt.

Alligevel er det solen, som giver parken liv.

Det er nemlig Nordeuropas største solcellepark på 340 hektar svarende til 500 fodboldbaner.

Parken kan levere strøm til 75.000 husstande, når den står færdig til juli – lige inden høsten ellers ville være gået ind.

Hvor blomster og afgrøder trofast peger i retning af solens bane over Sønderjylland i løbet af dagen, peger solcellerne stålsat og uden undtagelser mod syd.

Lige så stålsat er en lille gruppe af borgere i Hjolderup, for de giver ikke op.

Andre har dog allerede givet op og er flyttet fra byen, så indbyggertallet nu er halveret.

For dem er den grønne omstilling ikke blot pæne ord på et pressemøde og flotte tal i et Excel-ark. 

Den er virkelighed.

En næse for fremmede

En af de, der er blevet tilbage, er Günther Pawalek. Han bor i første hus til højre, når man kommer ind fra Hellevad-Bovvej.

- Han har corona, så han kan ikke snakke, lyder det bag et krat fra en mand i orangemeleret striktrøje og grå overalls.

Stemmen tilhører 70-årige Jan Larsen, der har boet i Hjolderup i 30 år.

Når man bor på landet, har man en næse for, når der kommer fremmede ansigter inden for bygrænsen, selvom der ikke er et byskilt i Hjolderup.

Jan har set TV SYD-logoet på siden af bilen og peger i retning af sin røde lade fra 1958.

Han har noget, han gerne vil vise.

Inden længe har han åbnet ladeporten og kommer ud med et stort, hvidt skilt, som han selv har lavet.

Skiltet har stået ved den store landevej uden for Hjolderup, og budskabet er ikke til at tage fejl af. 

Jan føler sig som en fange i sin egen by, der er blevet omringet af solfangere.

Det er historien om de store, der tryner de små.

I hvert fald hvis man spørger Jan Larsen, hvis to sønner også bor i landsbyen.

- Det er lige meget, hvilken vej du kigger, så er der solceller. Vores protest er ikke blevet hørt derinde (i Aabenraa Kommune, red.). Borgmesteren og byrådet er pisseligeglade med os herude, siger Jan Larsen, der er pensioneret lastbilchauffør.

Jans søn, Niels Larsen, kommer ud af huset, hvor han bor med sin far.

- Det er fint nok med solceller, men hvorfor sætter de dem ikke på alle industribygningerne? Så ville de ikke genere nogen, siger Niels Larsen, der er førtidspensionist.

Far og søn bor i ét af de seks huse, der stadig er beboet. 

De sidste fem huse står tomme, fordi ejerne har takket ja til at blive opkøbt af danske European Energy, der bygger solcelleparken.

- Vi ser dem lidt som kujoner. De har stukket halen mellem benene, siger Jan Larsen.

Jan mener, de burde være blevet i byen og kæmpet videre mod solcelleparken. Det var ikke nok med de høringssvar, som beboerne sendte ind til kommunen i processen.

European Energy skal ifølge 'Loven om fremme af vedvarende energi' tilbyde beboerne i Hjolderup at købe deres hus efter en uvildig vurdering.

Eller også skal European Energy dække det værditab, som solcelleparken medfører.

Men Jan er ikke klar til at flytte.

- Om huset så skal stå tomt de næste ti år. De (European Energy, red.) får det ikke. Jeg vil ikke sælge det til den pris, de har tilbudt. Der mangler 600.000 kroner, før vi kan begynde at snakke. Men skal vi flytte, så er det ud af Aabenraa Kommune, siger Jan.

Mindre sikker er Niels Larsen dog, selvom han bor i samme hus som sin far.

Niels Larsen overvejer mulighederne, fordi kompensationen ved at blive boende i hans øjne også er for lille.

De har tre år til at overveje, om de vil sælge huset.

Kun udsynet de vil frarøve ham?

Mens de overvejer deres fremtid i byen, har alle beboere hængt små blå-hvide skilte op med teksten ”området er videoovervåget”.

Hver dag bliver indbyggertallet i Hjolderup væsentligt forhøjet med de bulgarere og polakker, der bygger solcelleparken.

Og Jan er bange for, at det ikke kun er udsynet, de vil frarøve ham.

- Det er alle de bulgarere, der er her for at bygge solcelleparken. Jeg har fået stjålet en masse træ fra min grund, siger Jan uden dog at sige, at det er dem.

Han inviterer på kaffe på en terrasse foran et lille træskur, som han selv har bygget. Over skuret vejer et lille dannebrogsflag.

Kaffen bliver hældt op i plastikkopper, og her er der ikke mælk til kaffen. Kun sukker fra en gammel og solbleget dåse russisk salat.

I mellemtiden har Jans anden søn, Herbert Larsen, der bor i nabohuset, sluttet sig til.

Han har blå Kansas-overalls på og tænder en cigaret. Han er teamleder på elementfabrikken Contiga i Tinglev.

Han kan ligesom sin far bedst med åbne vidder.

Men fra sin have kan han kigge ud på solcelleparken, en stor højspændingsmast og den 320 meter høje TV 2-sendemast ’Aabenraa-senderen’, der blev opført i 1988 – fire år før han flyttede til Hjolderup.

- Jeg kigger lige ud på det. Jeg kan ikke forstå, det skal plantes rundt om en by. Der er moseområder nok rundt omkring, siger Herbert.

Han har sagt ja til salgsoptionen, så han har muligheden for at sælge huset, men indtil videre ser han ud til at blive boende.

- De vil ikke give nok.

Hvor meget tilbuddet lyder på, vil han dog ikke ud med, for han har fået ”mundkurv på”.

- Det ser ud ad Pommern til!

Jan Larsen griber telefonen og ringer.

- Du kan altså godt komme ud og snakke, Günther. Det er fem dage siden, du var positiv.

Günther Pawalek kommer ud fra sit hus. Han har bæltetaske på og en pose papirlommetørklæder i højre bukselomme.

Han er 70 år, er pensioneret autolakerer, og er oprindeligt fra Tyskland, men flyttede til Hjolderup for 40 år siden.

På vejen uden for huset bøjer han sig ned og samler en lille spændeskive op.

- Der er guld i gaden. Hver eneste ting tæller, siger han og lægger spændeskiven i lommen.

Han viser rundt på den store grund, hvor der står blå fodertønder, gamle græsslåmaskiner, gyngestativer, vinduer og et gammelt toilet. For som han selv siger:

- Jeg lever mere i naturen. Det giver frisk luft.

Han går ned i bunden af haven og viser udsigten. Cirka 300 meter fra Günthers grund kan man se solcelleparken.

- Før i tiden havde du en fin udsigt. Hvad ser du nu? Det ser ud ad Pommern til!

På spørgsmålet om han har overvejet at sælge huset, er svaret dog mindre klart, end det var hos Jan Larsen.

- Jein (tysk ord for både ja og nej, red.). Jeg er ikke 100 procent sikker endnu, men jeg får salgsoptionen, så jeg kan se på det. Hvis man flytter i noget mindre i en alder af 70 år, så bliver man hurtigere gammel. Når jeg er her, kan jeg holde min krop i gang.

Den sidste bastion

Som den sidste bastion i Hjolderup mod øst, hvor størstedelen af solcellerne står, ligger det, der indtil for nylig var familien Søndergaards hjem.

Et lille murstenshus hvor parret havde boet i 45 år, men købsoptionen var for stor en fristelse.

I indkørslen er der små bøgetræer, der sirligt er klippet i en form.

Men snart går de ud af dén form, for der er ingen til at passe dem.

- Vi kunne ikke se os selv bo et sted, hvor det var sort af solceller mod alle verdenshjørner. Vi vil gerne have åbne vidder, og det kunne vi ikke dér, siger 67-årige Knud Søndergaard, der blandt andet har arbejdet som elektroniktekniker.

Det var naboen, der gjorde udslaget. 

Naboen der aldrig fik en indflyttergave. Naboen som de blev konfronteret med 180 grader rundt om huset, hvad end de så ud af køkkenvinduet eller stuevinduet.

De takkede ja til købsoptionen, fik 1.350.000 kroner og bor nu i Arnborg i det, Knud Søndergaard kalder ”landlig idyl” med masser af natur i baghaven og en god udsigt.

- Vi skulle ikke til at have et "til salg"-skilt til at stå et par år. Her blev det bare solgt.

Han undrer sig ikke over, at han bliver opfattet som en kujon ved at sælge huset.

- Vi havde et stort ønske om, at vi kunne have stået sammen i Hjolderup og talt med én tunge over for politikerne. Det kunne ikke lade sig gøre. Dertil var der for mange selvstændige meninger.

Han tror, at politikerne havde lyttet mere, hvis protesten havde været i en mere forsonende tone end med store skilte ved vejen.

- Der er ikke noget, der er gået galt

Det var Thomas Andresen fra Venstre, der var borgmester for Aabenraa Kommune, mens der var høringsperioder og drøftelser af lokalplanen. 

Han mener, at processen er kørt præcist, som den skulle.

- Jeg tænker ikke, at der er noget, der er gået galt. Nogle er flyttet, og der har været en god dialog i forhold til de oplysninger, vi havde i udvalget. Så derfor tænker jeg, at det nu er gået op for borgerne, hvad det er, de står med, siger Thomas Andresen.

Og han er glad for, at solcelleparken blev til virkelighed, mens han var borgmester.

- Det er vigtigt, at vi bringer de arealer, vi har, i spil, så vi kan få grøn strøm og gøre os uafhængige af Putins gas og samtidig skabe noget udvikling i det sønderjyske med de arbejdspladser, der følger med.

Og der er flere arbejdspladser end lige i Hjolderup. For syv kilometer mod nordvest skal European Energy snart bygge en lignende solcellepark på 320 hektar.

Da besøget i Hjolderup er ved at være forbi, ruller Jan Larsen vinduet i sin bil ned. Han er meget optaget af, at Hjolderup ikke er den eneste by, der bliver omsluttet af solceller.

- Tag op til Svejlund, det er samme historie. Den solcellepark, der kommer der, er lige så stor. Det er også European Energy, og det er også rundt om en hel by.

Jan Larsen fortsætter sin protest mod den park af solfangere, der har gjort ham til fange i sin egen by.

Men lige inde på den anden side af det gule murstenshus ligger købsoptionen som en sidste, men sikker, udvej.