Fast tilknytning til de ældre har gjort Dorthe glad for sit arbejde i hjemmeplejen
Dorthe Fabricius Rasmussen havde egentlig forladt sit arbejde i hjemmeplejen i Aabenraa i 2019, fordi det var blevet "for rodet".
- Jeg kunne aldrig sige "vi ses i morgen" til borgerne, for jeg vidste ikke, om det var sådan, det ville blive. Trygheden var væk, og det var forfærdeligt - både for mig og for dem, siger hun til TV 2.
I dag er hun tilbage i hjemmeplejen, men rammerne er anderledes. Hun er en del af et projekt i Aabenraa, hvor mindre teams med flere forskellige fagligheder forsøger at skabe en anderledes og i sidste ende bedre hjemmepleje.
Aabenraa er en af 25 kommuner, der tilsammen har fået næsten 200 millioner kroner til at arbejde med faste teams, der selv tilrettelægger deres arbejde.