Efter 14 år foruden har landsby igen fået købmandsbutik
Hellevad kan efter 14 år igen byde velkommen til en købmandsbutik i den lille by, og det blev markeret med billig benzin, gratis pølser og tilbud på øl.
Hvis man skal fælde dom over initiativet til en ny købmandsbutik i Hellevad, udelukkende på baggrund af dagens fremmøde, er resultatet klart - det er en bragende god idé.
Byen, der ligger i Aabenraa Kommune, har været foruden en 'rigtig købmand' i 14 år, da den sidste købmandsbutik i Hellevad lukkede i 2009. Siden da har man kunnet lave sine fornødne indkøb hos byens benzintank på Hovedgaden - altså indtil denne påskelørdag.
Byens benzintank har dog også en rolle at spille i, at Hellevad nu får en Letkøb - for det er de nyligt tiltrådte ejere af tankstationen, Ellen og Einer Underbjerg, der også er ejere og initiativtagere til købmandsbutikken.
- Vi mener, at vi er en by af en størrelse, der har brug for en købmandsbutik, siger Ellen Underbjerg.
Får opbakning fra pensioneret købmand
Blandt de fremmødte til dagens åbning var Birger Wollesen, der også klippede den røde snor forud for den officielle åbning. Birger er tidligere købmand i byen, men er nu gået på pension.
Han glæder sig over, at Hellevad igen har en købmand i byen.
- Man ser ofte, at gamle købmandsbygninger bare falder hen, men her bliver de til noget igen, og det er en stor fornøjelse at se, at stedet bliver ved med at eksistere, siger han.
Han peger på, at den nye Letkøb er bygget på et solidt grundlag, og han spår dens overlevelseschancer som gode. Det begrunder han med, at Hellevad har stor tilflytning af unge mennesker.
En overvældende dag
For Ellen Underbjerg, der er en af ejerne og initiativtagerne til købmandsbutikken, har det også været en stor dag.
- Vi er meget overvældede over, at så mange er kommet til vores åbning. Det rører os meget, sagde Ellen foran de mange mennesker, der var mødt op foran butikken.
Butiksejeren har gode fornemmelser med åbningen, og hun tror på, at det 'bliver en fantastisk butik'. En fornemmelse der kun er forstærket af dagens fremmøde.
- Det er virkelig fantastisk, at få så stor opbakning. Det kan vi ikke takke nok for, siger hun.