Den er lige fyldt 50 år og er ung kvindes øjesten
For nogen er det blot et transportmiddel, men for en gruppe unge mennesker i Aabenraa er Golfen familie. Og den skulle fejres i fredags.
Det er 50 år siden, at den første Golf blev skabt. Helt præcist den 29. marts 1974 i Wolfburg.
I Aabenraa var det en dag, der i den grad blev markeret, da en gruppe unge Golf-elskere kørte deres forskellige Golf-modeller til en parkeringsplads og talte om, hvor fantastisk en bil, det er.
- Det er min øjesten, siger Nanna Christine Schmidt, der er landmand, og klapper sin bil på bagruden.
- Jeg vil ikke kunne leve uden den, supplerer Cathrine Tækker Gregersen, der også arbejder som landmand.
Som et familiemedlem
Mens de stolte Golf-ejere skiftes til at kaste rosende ord mod både egne og de andres biler, er Nanna Christine Schmidt klar til rundvisning af sin Golf V med 140 heste.
I bagruden står en række gummiænder og kigger ud. Der er også klistermærker og en kasket i samme tema. Antennen er ligeså udstyret med en gummiand.
Da hun åbner bagsmækken, er der mere end ænder
- Jeg har god bas, smiler hun og peger på den store højtaler, der er monteret i bagagerummet.
Bilen er sænket, en ny radio er indstillet og der er kommet nye forlygter, mens planen også er at få baglygterne udskiftet.
- Det er min guldklump, som jeg har brugt rigtig meget tid og mange penge på. Hun hedder Golfine, og hun er en ældre dame, siger Nanna Christina Schmidt.
- Hvis min bil gik i stykker, så ville jeg græde på sammen måde, som hvis jeg mistede et familiemedlem. Jeg holder mere af hende end noget andet.
Den sønderjyske begynderbil
Der er ingen tvivl om, at både Nanna Christine Schmidt og Cathrine Tækker Gregersen samt resten af gruppen mener det, når de siger, at de elsker de bil, de kører i.
- Hvis jeg har en dårlig dag, så kan jeg godt finde på bare at køre en tur, siger Cathrine Tækker Gregersen.
Og noget tyder på, at hun vil støde på en del Golf-modeller på vejene. I hvert fald påstår Nanna Christine Schmidt, at lige præcis Golfen er den foretrukne bil for nye, sønderjyske bilister.
- Meget af Sønderjylland er jo unge Brian'er og Conni'er. Når de får kørekort, så er det en sænket golf, man først ser dem køre i. Det er bare en standardting, siger hun stålfast.
Om Golfen er første bil for alle unge i Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Haderslev er svært at dokumentere. Men Golfen er en populær bil. Faktisk bliver der bestil en Golf hvert 41. sekund.
Når Golf-entusiasterne sætter sig bag rattet, føles det hele lidt bedre. Sådan fortæller de i hvert fald til deres lille fødselsdagstræf.
- Bilen giver mig et frirum. Den måde den accelererer på, det giver sådan lidt rus i kroppen, fordi den laver så gode lyde. Bare den ikke siger "ding", griner Nanna Christine Schmidt og tilføjer:
- Nej, en Golf er bare fed. Den ser godt ud, der er sej og kan styles på så mange måder. Så når vejret er godt og man har vinduerne rullet ned, så bliver man glad indeni. Man bliver bare glad.
Cathrine Tækker Gregersen drømme om en Golf VII GTI, mens Nanna Christine Schmidt gerne så sig selv i sportsmodellen Golf V R32.