Bekymring over lukningstruet vinterherberg
I denne uge åbnede Sønderjyllands eneste vinterherberg, hvilket betyder, at hjemløse i landsdelen kan få en seng, varme og en bid brød.
Men sådan bliver det ikke nødvendigvis ved med at være i fremtiden.
Vinterherberget, der ligger i Aabenraa, kan meget vel synge på sidste vers, da økonomien ikke hænger sammen på stedet.
Stedets leder Robert Refslund-Nørgaard fortæller til TV SYD, at de bevillinger, nødherberget er blevet tildelt af Socialstyrelsen, ikke rækker, og derfor overvejer ledelsen, hvorvidt herberget også skal være et eksisterende tilbud i fremtiden.
Og det er en melding, som skaber bekymring hos folketingspolitikerne Lotte Rod (RV) og Birgitte Vind (S), der begge er medlemmer af Folketingets socialudvalg.
- Jeg synes, at det lyder meget bekymrende, at herberget overvejer, om de overhovedet kan fortsætte. Det er vigtigt, at de personer, som har allermest brug for hjælp i vores samfund, har et sted at gå hen, for ellers risikerer vi, at vi taber dem som samfund, siger Lotte Rod.
Hun fortæller, at hun vil gå til social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i håbet om, at ministeriet kan finde nogle penge, så herberget kan se en fremtid for sig.
Socialdemokratiets Birgitte Vind er dog mere påpasselig med at ville lægge politisk pres på ministeren og ministeriet.
- Jeg synes, at det er en alvorlig problematik, som vi bliver nødt til at forholde os til. Vi skal have set på situationen på det konkrete herberg, men vi skal også have undersøgt, om det er tilfældet helt generelt. Derefter må vi se, om det giver anledninger til justeringer, men det er for tidligt at sige endnu, siger Birgitte Vind.
TV SYD har forsøgt at få en kommentar fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse inden artiklen udgivelse.