Bagermester Iver mister omsætning med sløjfet helligdag
Fra 2024 bliver store bededag givetvis fjernet som en helligdag. Bagermestrenes brancheorganisation og Aabenraa-bager frygter dog, hvad det får af betydning for deres omsætning.
Den nye SVM-regering dropper en helligdag, og det bliver formentlig store bededag.
Det betyder, at danskerne vil få en fridag mindre om året fra 2024.
Det vil jeg være ked af, fordi vi sælger rigtig mange hveder
Iver Hansen, bager
For bagermester Iver Hansen fra Nyemans Bager i Aabenraa er store bededag dog ikke lig med en fridag. For ham har dagen tværtimod betydet travlhed, da det er en stor dag for bagerfaget.
Det ærgrer ham, hvis store bededag bliver afskaffet.
- Man mener, at den er unødvendig, og at det ikke er en helligdag, fortæller bagermesteren fra Aabenraa, der ikke er glad for meldingen om, at den nye regering vil afskaffe fridagen.
- Det er jeg ked af, fordi vi sælger rigtig mange hveder. Vi sælger normalt ikke hveder, men til store bededag sælger vi 2.500 hvedeknopper, fortæller han.
Miste flere tusinde kroner
Bageren spår, at han vil miste omkring 20.000-30.000 kroner i omsætning, hvis han ikke havde salget af hveder omkring store bededag.
For Iver Hansen har dagen altid været en stor indtægtskilde for hans bageri, og han sammenligner beslutningen med, at man afskaffede mors dag for blomsterhandlerne.
Bagermesteren fra Nyemans Bager i Aabenraa håber dog, at der stadig vil være salg i hvederne omkring dagen, selvom selve helligdagen afskaffes.
Han peger dog på, at afskaffelsen kan have flere konsekvenser for bagerne rundt omkring i landet.
- I mange byer holder man konfirmationer i bededagsferien, fordi at der har man både fredag, lørdag og søndag at holde fri i. Når det er over tre dage, så kan vi, som laver kager med alt muligt på, følge med. Det vil jo også forsvinde, siger han.
Bekymring og håb hos brancheorganisation
Hos brancheorganisationen for de danske bager- og konditormestre (BKD) er administrerende direktør Henrik Mühlendorph bange for, hvilke konsekvenser det kan få.
- Vores bekymring går på, om det betyder, at den omsætning, der er forbundet med store bededag, forsvinder eller bliver reduceret, fortæller han.
Han hæfter sig dog ved, at traditionen med at spiser varme hveder hører til aftenen inden store bededag og håber dermed, at det ikke får den store påvirkning på salget.
Henrik Mühlendorph håber derudover på, at den nye situation måske åbner for nye traditioner i forbindelse med store bededag - også selvom danskerne ikke længere har fri.
- Fredag er typisk en dag, hvor virksomheder forkæler deres arbejdere, og det kunne man da forestille sig, at de kunne gøre med hveder, fortæller han.