280 sten bliver tjekket for, om de står præcist samme sted som for over 100 år siden
Grænsekommissionen har været på sit 10-årige eftersyn af den dansk-tyske grænse. Formålet er at sørge for, at alle grænsemarkeringer er synlige og at justere ændringer, der er skabt af naturen.
Det foregår på gammeldags manér og med minutiøs nøjagtighed, når en nedslidt grænsesten skal erstattes med en ny.
Sådan var det også, da der blev sat en ny grænsesten i Kobbermølle i forbindelse med grænsekommissionens besøg.
- Det er vigtigt, at grænsestenen er synlig. For når grænsen er synlig, bliver den også mere respekteret, fortæller Thorbjørn Nielsen, der er kontorchef i Klimadatastyrelsen.
Faste regler og traditioner
Den nye grænsesten ved Kobbermølle er fremstillet på samme måde og af samme type sten, som for over 100 år siden, hvor den nuværende grænsestreg blev trukket.
Det foreskriver de gamle protokoller helt tilbage fra 1920, som de danske og tyske myndigheder dengang blev enige om.
- Det er meget vigtigt, at vi følger de regler, der gælder, og vi rykker ikke så meget som én centimeter ved grænsen, medmindre der er en god grund til det, siger Torbjørn Nielsen.
På land og til søs
Grænseinspektionen foregår denne gang over to dage. På dag et har kommissionen kontrolleret grænsen på Flensborg Fjord.
På dag to gælder det landegrænsen, der er på 68 kilometer, og som har 280 grænsesten placeret i landskabet.
Sammen med Grænsekommissionen følger også en række inviterede gæster med i arbejdet.
Det gælder blandt andre Hinrich Jürgensen, der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger.
- Da jeg hørte om det her, tænkte jeg: "Hvad er der at se?". Det må være digitaliseret med satellitter og det hele. Men der er stadig masser af papirarbejde i det, fortæller Hinrich Jürgensen.
Grænsen flytter sig
Det er i år 100 år siden, at den første inspektion af grænsen blev foretaget.
Grænsekommissionen blev nedsat i 1922 og består af embedsfolk fra begge sider af grænsen, og der skal være enighed om de ændringer, der bliver foretaget.
Det gælder også grænsemarkeringerne ved Sønderå godt 10 kilometer øst for Tønder, som kommissionen denne gang var forbi. Her er det nødvendigt, at flytte stenene, fordi åen, der deler Danmark og Tyskland, har ændret sig.
- Det er et eksempel på, at grænsen nogle gange ændrer på sig selv. Det er vind og vejr, der rusker. En å kan flytte sig flere centimeter om året.
Derfor skal grænsemarkeringerne også flyttes, fortæller kontorchef Thorbjørn Nielsen.
Ses om 10 år
Der er sat gang i forsøg, der skal starte en digitalisering af landegrænsen.
Det vil gøre arbejdet nemmere, når der skal foretages små præcise justeringer.
Men det ændrer ikke ved, at Grænsekommissionen kommer igen i 2034, forsikrer Thorbjørn Nielsen.