17-årig idømt to års ubetinget fængsel
En 17-årig mand er onsdag ved Retten i Sønderborg blevet idømt to års ubetinget fængsel for grov vold for et overfald i Aabenraa i december.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Overfaldet skete den 11. december 2023 i krydset mellem Møllemærsk og Sønderport i Aabenraa. Gerningsmanden var 16 år, da han udsatte en anden 17-årig mand for et knivoverfald, hvor den 17-årige efterfølgende blev indlagt i kritisk tilstand.
Tre dage efter overfaldet blev gerningsmanden anholdt i Vojens.
- Jeg synes, at det er en retfærdig dom, som i dag er blevet afsagt i sagen. Tiltalte blev straffet med ubetinget fængsel i to år, hvilket afspejler alvorligheden i denne sag, hvor ofret har været i livsfare som følge af tiltaltes handlinger, siger anklagerfuldmægtig Niklas Sindberg i pressemeddelelsen.
Gerningsmanden ankede dommen på stedet og blev varetægtsfængslet efter dom.