Oversigt

Knald eller fald for VB i dag

Mandag aften skal Vejle Boldklub - igen - slås for at komme over nedrykningsstregen i Superligaen. Modstanderen er OB, der knokler for ikke at komme under.

Både Vejle og OB giver den hele armen for at holde fodboldshortsene over vandskorpen, når det indbyrdes opgør bliver fløjtet i gang mandag aften klokken 19.00 på Vejle Stadion.

Ifølge fodboldmediet Mediano har VB haft 20 chancer ud af 27 kampe i denne sæson for at komme over nedrykningsstregen og blive i Superligaen.

1. divisionshold tophold, Vejle Boldklub, åbner forårssæsonen mod Fremad Amager lørdag 18. februar.
Arkivfoto. VB-fans skal håbe på nogle kasser mandag aften, hvor klubben møder OB. Begge hold ligger faretruende tæt på at rykke ned i 1. division.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Ifølge bookmakerne er der lagt op til en meget jævnbyrdig kamp, selvom OB nærmest er blevet berømt for ikke at kunne sejre på hjemmebane. På udebane er de derimod fjerdebedste hold i Superligaen, og fynboerne vandt det seneste indbyrdes opgør i Vejle 1 - 0.

- Det må nærmest blive en nervøs kamp, når den er så afgørende. Samtidig melder VB om et næsten udsolgt stadium, selvom det er en bundkamp, der normalt ikke trækker så mange tilskuere, fortæller Sebastian Stanbury fra Mediano.

VB havde sin gyldne tid i tipslørdagenes glade 70'ere og 80'ere, hvor holdet blev danske mestre, vandt the double (både danmarksmesterskabet og pokalfinalen) og havde navne på holdet, der stadig bliver husket. Siden har det været op ad bakke.

- Forskellen mellem at spille i Superligaen og 1. division er millioner af kroner. Især hvis man gerne vil tilbage i Superligaen. Så har man udgifter på superliganiveau, men indtægter på 1.divisonsniveau, fortæller Sebastian Stanbury.