Ingen venner. Ingen at snakke med. Ingen at lege med.
Sådan var det at være skoledrengen Christian fra Agerbæk.
Helt fra 1. klasse ville hans skolekammerater ikke vide af ham. Til at begynde med var det i det små, hvor de andre ikke inviterede ham med i deres lege, ikke snakkede til ham, og hvis han sagde noget til dem, var der ingen respons.
Men med tiden eskalerede det, og i de større klasser endte det med, at klassekammeraterne begyndte at råbe og løbe væk, når Christian nærmede sig.
Klassekammeraternes flugt satte sig i maven hos Christian, og når han så ryggene og hørte råbene, vendte han sig rundt og gik. Hver gang med følelsen af, at han ikke havde nogen venner.
Legede med sine små brødre
Christian Jensen er i dag 14 år. Han fortæller, at han blev sur men allermest ked af det, når han blev valgt fra og holdt udenfor.
- Jeg følte mig alene. Jeg havde ingen venner. Jeg havde ikke nogen at snakke med eller nogen at dele noget med i skolen. Det gjorde mig trist, og jeg havde nok bare givet op, fortæller Christian.
Hans mor Naja Jensen fortæller, at det var som om, der var et indfødt klikesystem i sønnens klasse, som det var svært at gøre op med. Som forælder oplevede hun, at der ikke blev set positivt på den dreng, Christian var. Hvorfor det var blevet sådan, kan hun ikke sætte ord på. Men hendes oplevelse var, at hvis man først var udenfor som Christian, så var det nærmest umuligt at komme indenfor i varmen.
Så mens klassekammeraterne arrangerede legeaftaler, tog til fritidsaktiviteter sammen og lavede andre sociale sammenkomster, tog Christian hjem og legede med sine to små brødre og lille kusine.
"En helt forfærdelig følelse"
Op gennem barndommen stod venner øverst på ønskelisten hos Christian. Ikke kun til jul og fødselsdag. Men som det største ønske i livet.
Et ønske Christians mor gerne ville opfylde. Hun blev nemlig selv mobbet, da hun gik i skole. Så hun vidste præcis, hvordan hendes søn havde det.
- Det er en helt forfærdelig følelse at have, når ens søn bliver mobbet. Det var frustrerende at se, men vi kunne ikke selv se, hvad vi kunne gøre mere, for at Christian skulle få det bedre, fortæller Naja Jensen.
Hun siger, at hun og Christians far på daværende tidspunkt havde forsøgt at råbe skolens ledelse op, men deres følelse var, at deres henvendelser ikke blev taget alvorligt.
Ikke farligt at blive set blandt ligesindede
Igennem en familieterapeut fra kommunen hørte Christian og hans forældre om Julemærkehjemmet Fjordmark. Christian var ikke begejstret for idéen, men han lod sig overtale, og det viste sig at være en rigtig god idé at flytte ind blandt ligesindede børn.
For på Fjordmark har alle det i en eller anden grad som Christian, og alle er der for at få hjælp til at finde troen på sig selv og til at finde glæden ved livet.
Ingen børn skal stå udenfor fællesskabet
Julemærkehjemmene er for børn, der ikke trives, fordi de føler sig udenfor fællesskabet, har været udsat for mobning eller på anden måde føler sig forkerte.
Et julemærkehjem fungerer som en privat døgninstitution, hvor børn bor, lever og går i skole. Et ophold varer ti uger og sker i samarbejde med børnenes familie, skole og kommunen.
Julemærkehjemmenes opgave er igennem en tryg hverdag at fremme børnenes fysiske og mentale sundhed. Og at give børnene en oplevelse af glæde og værdighed, så de fremadrettet føles sig rustede til at indgå i fællesskabet igen.
Så da Christian som 13-årig flyttede ind på sit firemandsværelse med tre andre drenge, forandrede verden sig for ham. Her mødte han andre børn, der var ensomme og ikke havde venner. Flere af dem var også blevet mobbet. Netop det gav ham modet til at være den glade dreng, han havde gemt væk. Og så var det ikke længere så farligt at blive set – og hørt.
- Jeg er megaglad, og jeg har fået tre nye venner bare i starten. Jeg er virkelig glad, siger han i programserien ”Julemærkehjemmet Fjordmark”, som fulgte Christian og tre andre børn under deres ophold på Fjordmark.
Alle vil have venner som den, de er
Når Christian i dag fortæller om sit ophold på det sønderjyske julemærkehjem, kan man høre en ganske særlig glæde i stemmen og se et helt specielt lys i øjnene på ham.
- Jeg fik en hel masse venner dernede. Jeg var sammen med dem hele tiden, fordi vi boede sammen. Og de var søde, og vi havde det rigtig godt sammen, fortæller han.
Hans mor er ikke i tvivl om, at det netop var det sociale mellem en gruppe ligesindede børn, som vækkede livsglæden hos Christian. Nu kunne han endelig være sig selv.
- Alle vil jo gerne have venner som den, de er. Ikke som én de prøver at være. Her var der andre, der vidste, hvordan det var, når tingene var svære. Det gav dem et særligt bånd, fortæller Naja Jensen.
Christian har stadig her mere end et halvt års tid efter opholdet kontakt til Fjordmark-vennerne. Men han savner tiden på julemærkehjemmet. Hvor der ikke var nogen mobning. For selvom den nu 14-årige skoledreng er kommet hjem med mere selvtillid og vigtigst af alt venner, så har han stadig udfordringer i skolen.
Han er startet i 7. klasse i Agerbæk, hvor to skoler er slået sammen, og eleverne er fordelt i to klasser. Christian er kommet i klasse med mange nye ansigter, og han har da også fået flere gode venner i klassen. Men mobningen er ikke stoppet. Når Christian tager skolebussen, oplever han stadig at blive valgt fra. De andre børn vil ikke have, at han sætter sig ved siden af dem.
Men hvor det før slog den mere sårbare skoledreng ud af det, er han i dag blevet bedre til at klare det, siger han:
- Fordi jeg tror mere på mig selv.