Her er fem karakteristiske fugle at opleve ved Vadehavet

Forleden fik Ursula Hymøller en unik naturoplevelse, da hun mødte en isfugl midt i Tønder. Her er fem spektakulære fuglearter, der ifølge naturvejleder Marco Brodde kan opleves ved Vadehavet.

Normalt forlader 71-årige Ursula Hymøller aldrig lejligheden i Tønder uden at medbringe sit kamera. 

quote

Jeg tænkte bare wauw

Ursula Hymøller

Og det gav ekstra meget mening, da naturen forleden gav hende en helt særlig oplevelse på Grev Schacksvej midt i Tønder. Lige der midt i buskadset sad nemlig en isfugl med knaldblå fjerpragt.

- Jeg tænkte bare wauw. For det er en af de fugle, jeg så gerne ville se. Jeg har kun set et glimt af den én gang tidligere, for den er utrolig hurtig, fortæller Ursula Hymøller, der også nåede at forevige fuglen med sit kamera, før hun fortsatte i Rema 1000. 

Billederne delte hun i Facebookgruppen "Facebook Tønder", hvor de har fået stor opmærksomhed. 533 personer har i skrivende stund liket opslaget, mens 48 har kommenteret de smukke fotos af isfuglen.   

Spørger man Marco Brodde, der er naturvejleder på Fanø, har Ursula Hymøller været heldig med at få billeder af isfuglen, som dog er mere sky end sjælden for området.

- Isfugle er fantastiske. Man ser dem ofte flyve væk fra en, for de er sky og smutter, når man kommer. Det kræver normalt tålmodighed og viden at få billeder af fuglen, så man skal klappe i hænderne, når man får sådan en oplevelse, siger naturvejlederen.

Ifølge ham er der dog god mulighed for at få oplevelser med Vadehavets unikke fugleliv. TV SYD har bedt ham liste fem karakteristiske fuglearter, som man kan spotte i området på denne årstid. De repræsenterer forskellige dele af fugleverdenen, og kan opleves fra nord til syd langs hele vadehavskysten.

1

Sølvhejren

Foto: Marco Brodde

Nu om dage er sølvhejren en hverdagsfugl i vadehavet, men for 15-20 år siden var den i sandhed eksotisk, fortæller Marco Brodde. 

- En del af forklaringen på sølvhejrens rykken op i Vesteuropa skyldes klimaændringer. Da jeg var ung smed man, hvad man havde i hænderne, hvis man hørte, der bare var set skyggen af en sølvhejre. Den var pissesjælden. I dag kan vi dårligt bevæge os ud i vadehavsnaturen uden at se den, siger han. 

Fuglen er kridhvid med et gult lidt skinnende næb og kan spottes ved digerne langs hele vadehavskysten. 

- Hvis man for eksempel kører over Rømødæmningen, behøver man bare kigge ud af vinduet. så står den der, som sådan en hvid søjle. Når man er vant til at se vores lidt grå fiskehejre, så ligner sølvhejren en fest, siger naturvejlederen. 

Det er Marco Brodde selv, der har tegnet billedet af sølvhejren.

2

Isfuglen

Foto: Ursula Hymøller

Som tidligere fortalt skal man bokse lidt for at få billeder af den sky isfugl. Men den er ikke så sjælden, som mange tror. 

- Lige nu er et godt tidspunkt at observere den på vestkysten. Det flade marsklandskab er en god overvintringsplads for isfuglen, siger Marco Brodde.

- Når først de har fundet et sted, de kan lide at være, kan de godt hænge ud en hel vinter igennem. Det skræmmer dem ikke at sidde omkring bymæssig bebyggelse. De kan godt lide at sidde der, hvor grenene raver lidt ud over noget vand, fortæller han.

3

Klyden

Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Ældre generationer kommer måske til at tænke på den afdøde skuespiller Jesper Klein, som var med i komikergruppen Klyderne.   

Men klyden er også en af vadehavets mest karakteristiske fugle med en nærmest grafisk sort/hvid fjerdragt, fortæller Marco Brodde. 

- De kommer normalt hertil i marts, så fuglene er lige på trapperne. Den har det berømte næb, som bøjer opad. Det gør den, som man kalder på fuglesprog, umiskendelig, siger naturvejlederen.

Klyden er meget knyttet til de lavvandene områder i Vadehavet, og i Danmark har vi et internationalt ansvar for at passe på den.

- Det at få en at se, kan være triggy. Men de opholder sig på vadefladerne tæt på digerne blandt andet ved Varde Å og Margrethe Kog. Det kræver opmærksomhed og en kikkert, så åbner verden sig, fortæller Marco Brodde.   

4

Skeanden

Foto: Marco brodde

I afdelingen for sære, skøre næb foreslår Marco Brodde også skeanden.

- Der kommer et ordentligt pust af dem i marts og april, men de ligger også her også om vinteren i klæggravene inde bag digerne, siger han. 

- Den har et særligt næb, som er formet som en bred grydeske. Så kommer man tæt på en skeand, er det også et hit til kameraet, lyder det.

Det er Marco Brodde, der har lavet raderingen med skeanden, som ses bagerst med en vibe i forgrunden.

5

Brushanen

Foto: Marco Brodde

Denne flotte fugl kalder Marco Brodde for Vadehavets panda, fordi den nu om dage er en sjælden gæst i den vilde danske natur. 

- Den er stort set forsvundet fra Vadehavet som ynglefugl. Men heldigvis kommer der stadig en del på træk, som skal nordpå i sidste halvdel af april, siger han. 

- Den er fed, fordi den har en kæmpe fjerboa med prydfjer omkring halsen og brystet og faktisk også på toppen på issen, lyder det.

Hvis man besøger Tøndermarsken i april, er der ifølge ham gode chancer for at se brushanen, som typisk tager kortvarigt ophold bag digerne ved Vadehavet. 

Det er Marco Brodde, der har lavet raderingen af brushanen som ses forrest med viber i bagved.