Oversigt

Skibsvrag kan være dansk slaveskib med uhyggelig historie

I Costa Rica har danske marinarkæologer netop lavet udgravninger af, hvad der menes at være det danske slaveskib Fridericus Quartus fra 1700-tallet. Skibet var lastet med hundredevis af slaver, guld og elfenben, og det der ser ud til at være teglsten lavet af ler fra Flensborg Fjord.

Det skriver Videnskab.dk i en pressemeddelelse.

Historiske optegnelser fortæller nemlig, at der var 40.000 teglsten ombord på skibene, som skulle bruges til byggerier i Dansk Vestindien. Her viser analyser fra 2018 af tre små lerprøver fra teglstenene, at de kan stamme fra Flensborg Fjord. Her lå et af de to danske teglværker, der fandtes i Danmark i 1700-tallet.

Nye prøver af de gule teglsten

Gule teglsten fundet på vraget i Costa Rica matcher udseendet og størrelsen på mursten, som blev brugt i Danmark og de danske kolonier i 1700- og 1800-tallet.

Disse mursten blev produceret omkring Flensborg.

I andre europæiske lande var andre sten på mode, når man byggede nyt, oplyser Nationalmuseet.

For at blive mere sikre på, om det er Flensborg-teglsten på vraget, har forskerne allerede én gang fået analyseret en lille prøve af gule teglsten fra vraget.

Forskerne vil dog gerne have mere data, og derfor skal en ny og større prøve af teglsten fra vraget nu igennem kemiske analyser. Disse analyser kan give indikationer om, hvor leret fra teglstenene stammer fra.

Vi kan sige, om leret potentielt kan stamme fra Flensborg, hvis vores analyser endnu engang matcher med leret fra Flensborg. Men vi kan ikke udelukke, at ler fra andre steder i Europa ville kunne give samme kemiske signal. Vi har slet ikke data fra alle steder, fortæller Kaare Rasmussen fra Syddansk Universitet, som står for de kemiske analyser af teglstenene.

Kilde: Videnskab.dk


I september 2023 har danske forskere besøgt vraget og foretaget en udgravning.

- Vi når her ned til et lag, hvor teglstenene ikke har været eksponeret for koraller. De er stadig meget gule og velbevarede, og de er stadig stablet, sådan som vi mener, at de oprindeligt lå i lasten på skibet, siger marinarkæolog David Gregory og fortsætter:

- Træet fra udgravningerne er relativt velbevaret og stammer ifølge marinarkæologerne fra en spant – en del af skibets skelet. Træprøven skal nu med hjem til Danmark, hvor forskere skal undersøge træets årringe og dermed datere, hvornår træerne har vokset.

Historien kort om de danske slaveskib Fridericus Quartus og Christianus Quintus

I efteråret 1708 sejlede de to danske skibe Fridericus Quartus og Christianus Quintus afsted fra København.

De havde kurs mod det danske slavefort Christiansborg på Guldkysten i det nuværende Ghana i det vestlige Afrika. Begge skibe havde været på flere slavetogter før.

I løbet af august og september 1709 blev skibene lastet med indkøb gjort langs Guldkysten, herunder cirka fire tons elfenben, 100 mark guld og omkring 840 slavegjorte afrikanere.

I foråret 1710 befandt de to skibe sig i det Caribiske Hav, men på sejladsen over Atlanterhavet var skibene kommet ud af kurs.

De sejlede næsten 2.000 kilometer længere mod vest end deres oprindelige destination, den caribiske ø-koloni St. Thomas i Dansk Vestindien.

Fridericus Quartus endte sine dage med at blive sat i brand. Christianus Quintus fik kappet sit anker, hvorefter skibet forliste i brændingen. Præcis hvor og hvordan dette skete, er stadig uklart.

Kilder: Nationalmuseet, Kåre Lauring & Videnskab.dk