Oversigt

Nyt samtaleprojekt gør livet lettere for gigtramte

En undersøgelse fra Gigtforeningen viser, at hver fjerde gigtramte savner at tale med en ligesindet.

Det gør sig også gældende for Bjarke Petersen fra Sønderborg.

For tre måneder siden blev han derfor matchet med en samtalemakker– et projekt i Gigtforeningen. 

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse

En samtalemakker er et tilbud for alle, der lever med gigt. De bliver matchet med en anden gigtramt, og så er det op til makkerparret, hvor ofte eller hvordan de skal have kontakt.

For Bjarke og hans samtalemakker bliver det til telefonsamtaler. Det kan være flere gange om ugen eller dagen. Andre gange kan der gå lidt længere tid imellem.

De er begge ramt af slidgigt i svær grad og fandt allerede efter få minutters samtale ud af, at de kan bruge hinanden. For selvom de har gode netværk og familier, så opstår der en særlig forståelse mellem dem. De behøver ikke forklare, hvordan sygdommen føles, eller hvorfor overskuddet er væk.

- Min kone og mine børn og dem, der er tættest på mig, forstår ikke helt, hvordan jeg går og har det. De vil gerne, og de gør sig tanker om det, men de kan ikke helt sætte sig ind i, hvordan det er at have gigt. De kan bare se, at far har ondt, siger Bjarke Petersen.

Fakta:

  • Flere end 700.000 danskere har en gigtsygdom.

  • Hele 63 procent manglede nogen at spejle sig i, da de var nydiagnosticerede, viser en undersøgelse i Gigtforeningens brugerpanel.

  • Hver fjerde i Gigtforeningens brugerpanel ønskede at tale med en anden med gigt, da de var nydiagnosticerede.

  • Samtalemakkere er for alle, der lever med gigt.

Kilde: Gigtforeningen