Borgere raser over p-afgifter i villakvarter

I 50 år har beboerne parkeret foran deres hjem uden problemer. Men nu får de en afgift, hvis den kommunale p-vagt kommer forbi.

Hvis det er noget, der kan hidse bilister op, så er det en p-afgift, som de ikke forstår.

Sådan er det lige nu i det normalt helt rolige Østerlund-kvarter i Nordborg, hvor adskillige beboere har fået afgifter og derfor føler sig dårligt behandlet af Sønderborg Kommune.

- For mig er det som i en Kafka-roman, lyder det fra Erik Jensen, der har boet i området, siden det blev etableret tilbage i 70erne.

Længdeparkering eller fortov

Striden mellem beboerne og kommunen handler kort fortalt om, at borgerne mener, de lovligt parkerer i et område, der er udlagt til længdeparkering langs vejen, mens kommunen mener, at der er tale om ulovlig parkering på et fortov.

Foreløbig har det resulteret i flere p-afgifter og en strøm af læserbreve i de lokale medier, hvor beboerne tydeligt giver deres mening til kende.

- Vi er rystede. Der er uddelt en halv snes afgifter til beboere og besøgende. Vi forstår slet ikke situation, for arealet har aldrig været klassificeret som et fortov, siger Erik Jensen, der i 19 år var byrådsmedlem i den daværende Nordborg Kommune.

Erik Jensen mener ikke, at området, der ligger i forlængelse af det grønne areal, er et fortov.
Erik Jensen mener ikke, at området, der ligger i forlængelse af det grønne areal, er et fortov.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Har klaget

Heller ikke nabo Jimmy Astrup forstår, hvad der foregår. Han har boet i kvarteret i 15 år og har altid parkeret det samme sted. 

- Da jeg kom ud til min bil i sidste uge, sad der en parkeringsafgift i min forrude. Det har altid været længdeparkering, men nu mener kommunen åbenbart noget andet, siger Jimmy Astrup, der har valgt at klage over afgiften.

Hånden adskiller det område (tv), som beboerne mener er til længdeparkering, men som kommunen mener er et fortov.
Hånden adskiller det område (tv), som beboerne mener er til længdeparkering, men som kommunen mener er et fortov.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Opstået efter en borgerhenvendelse

I Sønderborg Kommune har klagestrømmen fra de utilfredse beboere i Nordborg ført til, at sagen nu bliver taget op politisk.

Det fortæller Kirsten Bachmann (SP), der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget i Sønderborg Kommune.

- Det er en p-vagt, der har været derude på baggrund af en borgerhenvendelse, som har forholdt sig til gældende regler. Derfor er der opstået et tvivlsspørgsmål om, hvorvidt det er et fortov eller eller længdeparkering.

Siger du dermed, at det ikke er forkert, at der er udstedt p-afgifter derude ?

- Ikke i henhold til at man har vurderet, at det er tale om et fortov, man må jo ikke parkere på et fortov, siger Kirsten Bachmann.

Men de har  parkeret der i 50 år uden at få p-afgifter, hvorfor skal de så have det nu ?

- Det er jo fordi, at der pludselig har været en parkeringsvagt derude. Jeg tænker ikke, at der har været en parkeringsvagt der i de foregående 50 år, siger Kirsten Bachmann.

Bliver en politisk sag

Sagen den kommer nu på dagsorden på det kommende udvalgsmøde. 

- Der skal tages en beslutning, så borgere ikke er i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert,  fortæller Kirsten Bachmann.

I Østerlund-kvarteret håber de også på en snarlig løsning, og hos Erik Jensen er der slet ingen tvivl om, hvad der skal gøres.

Han har selv fundet kort frem fra 1976, der, ifølge ham, dokumenterer, at beboerne har ret.

- Jeg mener, det er et spørgsmål om retssikkerhed. Helt uden varsel og orientering til borgerne har kommunen efter 50 år ændret arealets status.

- Det har været længdeparkering hele tiden, og det bliver det ved med at være, fastholder Erik Jensen.