- Danmarks nuværende udseende er et resultat af en række heldigt tabte krige, som historikeren Per Øhrgaard engang har udtrykt det. En af dem var krigen mod Preussen-Østrig i 1864.
Efter den flyttede grænsen langt op i Jylland, og et stort antal dansksindede endte som mindretal i det, der få år senere blev det tyske kejserrigerige. En stor del vendte tilbage i 1920 efter at Tyskland havde tabt 1.Verdenskrig.
Slaget ved Dybbøl den 18. april 1864 fik altså langtrækkende betydning for Danmark, og derfor fejrer vi det den dag i dag. Slaget afgjorde ikke krigen, men var begyndelsen på enden. Endnu en heldigt tabt krig.
Dybbøl dagen anno 2024
Klokken 8.00 i morges gik Dannebrog til tops ved Dybbøl Mølle. Klokken 10.00 blev der lagt kranse ned på soldatergravene på Dybbøl Banke, hvor nogle af de hårdeste kampe fandt sted, og hvor både danske og tyske soldater ligger begravet.
- Det har været spændende at være med og se, hvor meget, der er gjort ud af det, fortæller Alma Elvang, der går i 1.g på Deutsches Gymnasium i Aabenraa.
- Der har været en god stemning, og man har virkeligt fået en fornemmelse af fællesskab, supplerer Emmilie Jordt Venø, som er samme sted fra.
Om et fælles arrangement for tabere og vindere fra så længe siden og så endda helt unge mennesker, som hende selv, mener Emmilie,:
- Jeg mener, at det er rigtigt vigtigt. For det første for at historien ikke gentager sig, og så for at skabe en følelse af fællesskab her i grænselandet. Vi bor jo ret tæt sammen.
Der var også æresvagter med fra både Danmark og Tyskland, repræsentanter fra begge lande og deres respektive mindretal.
I år var der særligt fokus på mindretallene, og derfor deltog elever og nogle lærere fra Deutsches Gymnasium i Aabenraa samt fra de to danske gymnasier, Duborg-Skolen i Flensborg og A.P. Møller Skolen i Slesvig.
Ole Svenson fra Greve udenfor København er en slags rejsende sortkrudtsfigurant, der rejser rundt til genopførelser af slag i de Slesvigske krige i hele landet, og det er mere end 15. gang, han har været med på Dybbøl.
- Jeg synes, det er meget vigtigt at mindes slaget ved Dybbøl, især af hensyn til lokalbefolkningen. De har jo været meget mere berørt af det, end de for eksempel har været i København. Det var vel nærmest dem, der skabte en stemning, så politikeren blev tvunget ud i det, mener Ole Svenson fra Greve.
Slaget ved Dybbøl
Slaget ved Dybbøl 18. april 1864
Efter rømningen af Dannevirke den 5. og 6. februar 1864 drog størstedelen af den danske hær til skanserne ved Dybbøl, en landsby på Sundeved, hvor det slag, der skulle vise sig at blive afgørende for udfaldet af den 2. Slesvigske Krig, blev udkæmpet den 18. april. Slaget endte i et katastrofalt nederlag for Danmark på grund af manglende dansk forberedelse, den danske regerings stædighed og den preussiske hærs overlegenhed. De danske soldaters underlegne forladegeværer gav efterfølgende anledning til en mytedannelse om årsagen til det forsmædelige nederlag. Du kan læse mere om denne myte her.
Baggrund
Fra Dannevirke trak størstedelen af den danske hær sig til skanserne ved Dybbøl. Anlægget havde en strategisk væsentlig betydning, da en dansk hær ved Dybbøl kunne afskære vejen for de fjendtlige tropper nordligere i Jylland. De ti skanser lå højt og dannede på den måde et naturligt forsvar for brohovedet til Sønderborg. Samtidig kunne den danske flåde afskære angreb fra søsiden.
Da de danske tropper ankom, var skanserne imidlertid på ingen måde kampklare. De første danske tropper ankom den 7. februar, og februar måned brugte tropperne på at klargøre skanserne. Da de preussiske tropper begyndte at røre på sig i marts, udgjorde stillingen fortsat en væsentlig hindring. Preusserne gravede brede skyttegrave parallelt med skanselinjen – den første langt tilbage, de næste gradvist tættere og tættere på skanserne, så de til sidst kun var 300 meter fra stillingen. Den 15. marts opstilledes desuden riflede bagladekanoner på Broager Land, som kunne ramme de sydlige skanser i Dybbøl-stillingen rimelig præcist. Dansk artilleris begrænsede rækkevidde betød, at man fra dansk side var ude af stand til at forhindre dette.
Belejringen og det natlige arbejde med at udbedre skaderne på skanserne betød, at flere danske soldater var stærkt nervesvækkede, da granaterne fra den 2. april og 16 dage frem regnede ned over skanserne. Der var ikke længere tid til at foretage udbedringer, og det stod klart for generalstaben, at stillingen ikke kunne holdes. Konseilspræsidenten D.G. Monrad (1811-1887) afviste imidlertid en anmodning om tilbagetrækning, også da den fik tilslutning fra krigsministeren Lundbye. Monrad var af den opfattelse, at Danmark ved de kommende fredsforhandlinger i London ville stå stærkere, hvis man havde vist mod på slagmarken.
Slaget ved Dybbøl den 18. april 1864. Kortet er udarbejdet på baggrund af danske og preussiske kort fra samtiden. Fra: danmarkshistorien.dk
Slaget
Kl. 4 om morgenen den 18. april indledte preusserne et stærkt intensivt bombardement, der varede seks timer. Kl. 10 var de seks sydligste skanser kun jordbunker, og kun enkelte observatører var i skanserne. Resten af tropperne var gået i dækning længere bagude. Det efterfølgende preussiske angreb udløste således et kapløb mod skanserne. Den skanse, der var længst om at falde, holdt i 20 minutter. Efter stormløbet startede evakueringen af de danske tropper til Als, og kl. 14 var slaget forbi. På det tidspunkt havde Danmark tabt næsten 5.000 mand, Preussen omkring 1.200
Umiddelbare følger
Den heroiske indsats fra de danske soldater ved Dybbøl blev bemærket i udlandet. Det er imidlertid blevet fremført, at det formodentlig havde været bedre, om man havde trukket sig tilbage fra stillingerne, da det stod klart, at stillingen ikke kunne holdes. På den måde havde man snydt preusserne for en militær sejr kort før forhandlingerne i London. Den danske regerings stejle holdning blev opretholdt på konferencen i London, hvor den afviste et kompromis om en deling af Slesvig. Det førte til en genoptagelse af krigen, og den 29. juni indtog preusserne Als. Den 11. juli gik den nationalliberale regering af, og en Højre-regering tog over, hvorefter en våbenhvile kom i stand.
Dybbøl mølle sønderskudt, 19. april 1864. Fra: Forsvarsgalleriet
Kilde: danmarkshistorien.dk
Fra klokken 12.30 til 14.30 fortsatte mindedagen i Frihedshallen ved Idrætshøjskolen Sønderborg, stadig med deltagelse af medlemmer af mindretallet og musikalsk ledsagelse af SMUK, Slesvigske Musikkorps. Det hele bundet sammen på danske og tysk af Anders Køpke Christensen fra TV SYD og Simone Mischke fra NDR, der laver programmet Grænzenlos for NDR og TV SYD.
Nederlaget i 1864 gav den danske nationale stolthed et ordentligt hak i tuden. På den anden side forsatte Preussen og det allierede med at slå Østrig i 1866 og Frankrig i 1870-71, hvorefter det samlede tyske kejserrige under Wilhelm den 1. blev udråbt fra Versailles udenfor Paris.
Tre sejre og ét nederlag
Men de tre sejrrige krige hjalp ikke, for det ene med et andet førte Tysklands sejre til 1. Verdenskrig, som Tyskland tabte, og hvor det nye kejserrige mistede meget af det, de havde vundet 50 år tidligere, for eksempel Nordschleswig, der nu lykkeligvis er kendt som Sønderjylland. Og Danmark var ikke en gang med i krigen.
