Oversigt

Studerende begejstrede for ny kampagne

Der mangler ansøgere til sygeplejerskeuddannelserne.

Derfor er Region Syddanmark, sygeplejerskeuddannelserne, Dansk Sygeplejeråd og de syddanske kommuner gået sammen om en ny kampagne, der hedder 'Flere som dig'.

Kampagnen består af tre videoer, der bliver vist på sociale medier og i biograferne.

I videoerne ser vi tre forskellige mennesker, der takker de sygeplejersker, de har mødt i sundhedsvæsenet.

Målet er at fortælle, hvilken forskel man som sygeplejerske kan gøre for patienter og pårørende for derigennem at tiltrække ansøgere til uddannelsen.

Sådan ser én af de tre kampagnevideoer ud.

På UC SYD's sygeplejerskeuddannelse i Aabenraa mener flere af de studerende, at kampagnen lykkes med at vise, hvad faget rummer.

- Den rammer lige der, hvor den skal, siger Rikke Lillebæk.

- Den havde helt klart skubbet mig endnu mere i den rigtige retning og måske også lidt før, hvis jeg havde set den og ikke studerede endnu, siger Signe Schwarz.

Samme svar kommer Louise Askly fra syvende semester med.

- Jeg tror godt, at den kunne have påvirket mit valg, hvis jeg stod og skulle vælge en uddannelse igen, fordi det er en meget kraftfuld video på den måde, at man kan virkelig se, hvad der er på spil, siger hun.