Er det tilladt, når supermarkeder udelukker børn?

To butikker i Fredericia har midlertidigt forment store elever fra en nærliggende skole at komme ind mellem 8 og 13. Og det må de godt, siger juraprofessor.

To butikker i Fredericia har følt sig tvunget til at udelukke eleverne fra en nærliggende skole mellem klokken 8 og 13. Det står på et skilt ved indgangen til butikkerne. Der står også, at eleverne er velkomne efter klokken 13.

Det sker efter, at en lille gruppe elever har smårapset og med deres overstadige larm generet andre kunder. Butikkerne satser på, at en snak med skolen kan fjerne restriktionerne på sigt.

Men må man overhovedet det? Altså sige til en kundegruppe, at de ikke må komme i en butik i en periode.

- Det mener jeg, at de godt må. De må ikke diskriminere handicappede eller etniske, religiøse eller seksuelle minoriteter. Men hvis der er en rimelig begrundelse, og det ikke går ud over de grupper, så må de godt, fortæller Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor på SDU.

Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor fra Syddansk Universitet.
Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor fra Syddansk Universitet.
Foto: TV SYD

Per Andersen, også juraprofessor på SDU, er enig.

- Det skulle der ikke være noget juridisk til hinder for, siger han.

Hvem, der ikke må diskrimineres imod, er spredt ud over flere forskellige love og bekendtgørelser. Og i tvivlstilfælde er det domstolene, der skal afgøre hvad der er ret og uret.

Hvis man nu tager et tænkt eksempel, så kunne en butik måske tænke sig at optimere pladsudnyttelse ved at forlange, at pensionister skulle handle inden klokken 16.00, for at det arbejdende folk kan komme hurtigere igennem kasselinjerne med indkøbsvogne og børn og komme hjem for at fodre sidstnævnte. Det er et tænkt eksempel, for det er der nok aldrig nogen, der ville gøre. Men alligevel.

- Det mener jeg faktisk, at det må de gerne. De står rimeligt frit, så længe de ikke diskriminerer de grupper, der er nævnt i lovgivningen, siger Sten Schaumburg-Müller fra SDU.

I mellemtiden har en af butikkerne, Netto, droppet at holde de unge ude af butikken om formiddagen.