Oversigt

Esbjerg vinder knebent i ungarsk heksekedel

Team Esbjerg har taget et pænt skridt mod Champions Leagues Final 4.

Lørdag eftermiddag var klubben på en svær opgave i Ungarn, hvor Ferencvaros nyder enorm opbakning fra hjemmepublikummet, men vestjyderne bestod.

Efter en nervøs indsats fra begge mandskaber vandt Esbjerg den første af to kampe i kvartfinalen med 26-25.

Dermed har Esbjerg rigtig fine muligheder for på hjemmebane at sikre sig billetten til finaleweekenden, som er sæsonens måske største målsætning.

Indsatsen fra Jesper Jensens tropper var solid, men i den hektiske ungarske kulisse blev første halvleg lidt af en rodebutik.

Esbjerg håndterede det bedst og var længe front med tre mål. Man sad dog med en følelse af, at Ferencvaros med en god periode ret hurtigt kunne bringe sig tilbage i opgøret.

Esbjerg udnyttede nemlig ikke sine chancer, og det betød, at kampen blev langt mere spændende, end den havde behøvet at være.

I sidste minut fik ungarerne chancen for at udligne, men Esbjerg holdt stand og tog en god sejr.