På E20 motorvejen mod Flensborg kører der en lastbil. 

Den er tyggegummiblå, og på siden af den er der en tegneserieagtig smilende, lyserød gris. Krølle på halen, selvfølgelig.

Under billedet står der ”Levende Dyr”.

Jeg siger ordene højt i bilen og former pege- og langfingeren på hver hånd til fysiske citationstegn, der indrammer ordene i luften.

”……” 

Citationstegnene på lastbilen udstiller ironien. Som om, at de slagtesvin, der cruiser ned ad E20 ikke rigtig er levende og heller ikke rigtigt døde. Noget skal jo dø før, at vi kan få flæskesteg og bacon.

- Det er den moderne livscyklus afbilledet lige her på motorvejen, konstaterer jeg, da jeg ringer til min kæreste på vej hjem fra arbejde. 

I en tid, hvor samfundsdebatten fokuserer på at minimere vores indtag af kød, hvad sker der så egentlig, hvis man vælger at lade kødet overtage? Det har jeg sat mig for at undersøge.

Derfor spiser jeg kun kød i en uge. Intet andet end kød. 

Rettere sagt, lever jeg som en såkaldt carnivore - også kaldet en kødæder. En livsstil, der hylder kødet, som har vundet indpas gennem sociale medier med en Dr Shawn Baker i spidsen. Og for de fleste er det netop ikke kun en diæt - det er et livsvalg, der indbefatter kød-klubber, at være på fornavn med slagteren og blodrøde kummefrysere. 

En uge med kød, kød og kun kød viser sig at holde på en historie om, hvorfor vi danskere har det forhold til røde bøffer, svinekoteletter og fredagskylling, vi har. Og om vanens magt. 

At sammenligne en ært med en elefant  

Danskerne er dem i Europa, der er har mindsket kødforbrug mindst, viser tal fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet. Det er selvom, at vi har et af de største klimaaftryk fra fødevareforbruget i verden målt per indbygger.

Den gennemsnitlige dansker køber over 1 kilo kød om ugen per person, viser de seneste tal. Samtidig lyder de officielle kostråd på, at man maksimalt skal indtage 350 gram kød om ugen og flere bælgfrugter.

Og det kan lidt virke som om, man er landet i omvendt-verden. For samtidig havde hver femte dansker i 2021 ifølge Gallup et nytårsforsæt om mere bæredygtighed i hverdagen, og flere angav, at de gerne vil spise mindre kød. 

Dag 1: Den bevidste forbruger  

Det er sjældent, at jeg sætter min fod i Bilka. 

En husholdning på to mennesker - min kæreste og jeg - kræver ikke XXL pakker bacon og kødudskæringer på størrelse med et mindre barn. 

Og faktisk hader jeg princippet om mængdeindkøb. 

Men på dag 1 af kødæderlivsstilen har jeg allerede spist mere end de 350 gram kød, der er anbefalet på en hel uge. Deraf behovet for mængdevarer.

Flere kødædere vælger at spæde deres kost op med kaffe og små doser fed ost med lavt laktoseindhold. Det har jeg også valgt at gøre. Men ellers er det kød stegt i smør og ingen krydderier.

Jeg har nok altid set mig selv som en mere bevidst forbruger, der går op i økologi, dyrevelfærd, fairtrade og at minimere madspild. Jeg har tidligere været vegetar, og i dag lever jeg mindre restriktivt, men med en del kødfrie dage.

Men ud af de godt 10 kilo kød i min indkøbskurv, er der kun 450 gram oksefars, der er økologisk og mærket med det helt gode dyrevelfærdsmærke. De tre små hjerter.

Og ja, det var på tilbud. 

Jeg er overrasket over, at jeg ikke tager andre – og bedre – valg. Pengepungen sejrer åbenbart over min ideologi.

Vognen er tung og efterhånden svært at manøvrere rundt med. Jeg prøver at dække over dens indhold med min krop.

En mand i beskyttelsessko, en fleecetrøje med rester af træspåner og arbejdsbukser, hvor den nederste del af benet er lynet af, prøver at få øjenkontakt med mig. Han er en af det flertal af mænd, jeg møder mellem mørbrad og ribbensteg.

- Hvor fandt du det kylling der, spørger han og peger på de fire pakker med hver 2,5 kilo kyllingefilet i. Mærket gult. 100 kroner.

- Det er jo billigt, siger han og smiler.

Jeg går mod kassen, stiller mig i kø og skriver en SMS til min kæreste:

’Tror, jeg officielt er en del af kødsegmentet nu 😊’.

Dag 2: Toiletbomber af kød 

- Eksplosiv diarré, siger min kæreste og griner med favnen fuld af toiletpapir.

Der er tre etager i muremestervillaen, jeg bor i sammen med min kæreste. Et toilet på hver etage.

Vi har på et tidspunkt fejlindkøbt store mængder af 1-lags toiletpapir, som vi prøver at hakke os igennem.

Men i den her uge synes han, at numsen skal have det lidt luksus, for en af de mulige bivirkninger ved at indtage kun kød er nogle vilde tilstande i tarmene. Så nu er han gået i gang med at udskifte rullerne på alle etager.

Min kæreste, Daniel, har selv valgt at tage del i kødæderprojektet. Det er sjovt. Faktisk ret fedt, siger han. 

Dag 3: Veganerne skulle bare vide

Det føles, som om en stegepande har slået mig i hovedet. Jeg sidder i min bil, og jeg har glemt at få min frokost med på arbejde. Der er ikke tid til at køre hjem, så jeg går i Brugsen.

Vakuumpakket kyllingestrimler er det eneste, man kan finde.

Jeg er irritabel, træt. Jeg har tisset 100.000 gange alene i dag, fordi der er ingen kulhydrater i min krop til at holde på vandet.

Det løber lige gennem mig. De kalder det for ’kød-influenza’ på nettet.

Helt krøllet sammen foran rattet indtager jeg blege, kolde strimler kylling. Sådan ville jeg aldrig have haft det, hvis det var et æble.

Veganere burde bare vide, hvor nemt de har det, tænker jeg. Jeg savner at føle mig sund. 

Dag 5: 'Tynd' mave

Jeg ligger krøllet sammen på køkkengulvet. Jeg har aldrig før overvejet, hvad mad betyder for mit humør. Bliver jeg mæt, smager det godt, er der variation i farver, tekstur og smage?

Efter fem dage på en brun kost, er jeg ved at nå grænsen.

På panden er en kylling ved at blive til svitset til min aftensmad. Men jeg er ikke sulten. Især ikke efter jeg har givet den en helkropsmassage i smør og salt.

Efter det her måltid er der heldigvis kun et døgn tilbage, siger jeg opmuntrende til min kæreste.

Jeg ved, at jeg har tabt mig. Hurtigt.

Jeg kan se det i spejlet og mærke det. Det fryder jeg mig over.

Og den eksplosive diarré er udeblevet.

Aldrig før har min mave haft det så godt, som den har det på den her kost. Der er næsten ingen toiletbesøg og ikke det, der minder om en oppustet mave. Den del af kødæderlivet er ufatteligt tiltrækkende. 

Dag 6: Jeg går op og lægger mig

Da jeg vågner på dag 6, vælger jeg at blive hjemme og arbejde.

Én ting har vist sig at være altoverskyggende svært ved at være hardcore kødæder: Kødskammen.

De sidste par dage har jeg følt, at svinetransporteren har fulgt efter mig, og jeg har fået det dårligt bare ved synet af levende køer på marken og lugten af stegt kød.

Og så er jeg træt af at gemme min madpakke bagerst i køleskabet på arbejdet. Jeg savner at grine med mine kollegaer i kantinen, og jeg ved, at det er fordi, jeg har isoleret mig.

Jeg lægger mig under dynen klokken 14.45 og sover. Det plejer jeg aldrig at gøre. 

Dag 7: Kødbesværgelsen hæves

Min mave vrisser efter mad for første gang i den her uge. 

Når klokken slår midnat, laver jeg en omvendt Askepot og drysser med kulhydratmagi. Chokolademüsli, kold mælk og bær er en hed trekant, jeg drømmer om.

Jeg har tænkt på noget, siger min kæreste, da jeg står i køkkenet.

- Jeg har aldrig prøvet tofu, men du ved …

Jeg nikker og smiler. 

Vores uge på ren køddiæt har gjort noget ved os. Vi er begyndt at gå op i affaldssortering og madspild som aldrig før. Vi har – uafhængigt af hinanden – skiftet de animalske produkter ud med plantebaserede alternativer. De står klar i køleskabet og venter på, at klokken slår midnat, og kødbesværgelsen er hævet.

Men det er vanens magt ikke, må vi sande.

Tre dage senere har jeg handlet ind til indisk dahl – en linseret. Klokken er efter 19.00. Vi bliver enige om at skrotte planen og lave en salat med kylling. Det er nemmere, bliver vi enige om.

Jeg satte mig for at blive klogere på, hvad det vil sige at være kødæder. Og om noget har jeg mærket vanens magt. Det trygge i at opbygge et måltid omkring dyret, gør det nemt. Men det har også fået mig til at tænke.

Bare fordi vi kan spise kød, skal vi så? Det spørgsmål er vel lige så relevant som det omvendte. Bare fordi vi kan leve uden kød, skal vi så?