EfB-kender forventer hurtig afklaring af klubbens videre drift

Efter et langtrukkent møde i Skifteretten, er fodboldklubben Esbjerg fB igen sendt i rekonstruktion. Selvom en lokal styregruppe har budt sig til med en plan for klubbens drift er mulighederne fortsat åbne, siger sportsjournalist.

Ved dagens godt fire timer lange møde i Skifteretten, formåede De amerikanske ejere med Paul Conway i spidsen ikke at overbevise retten om, at de har både likviditet og en bæredygtig fremtidsplan for klubben.

 Amerikanerne har siden 2021 haft aktiemajoriteten i EfB. 

Men med dagens afgørelse er der igen fri jagt, hvis man vil komme med et bud på fodboldklubbens økonomiske fremtid. Det fortæller Ole Bruun, der er sportsjournalist ved Jydske Vestkysten. 

- Vi står fuldstændig samme sted, som vi gjorde 23. februar, da klubben første gang blev sendt i rekonstruktion. I princippet er det sådan, at der nu er fri leg. Dem der måtte mene og have en god plan for den fremtidige drift af EfB, de er velkomne til at indsende forslag til rekonstruktørne, siger Ole Bruun.

Ole Bruun er sportsjournalist ved Jydske Vestkysten.
Ole Bruun er sportsjournalist ved Jydske Vestkysten.

Flyvefærdig plan

Han var selv til stede i retten i dag og fortæller til TV SYD, at humøret løftede sig mærkbart i den fyldte retssal, da dommeren afsagde sin kendelse, som altså ikke gik amerikanernes vej.  

Men om klubben igen ender på lokale hænder, er det endnu for tidligt at spå om, siger han.

En lokal styregruppe, der kalder sig Styregruppen for redningen af EfB, er indtil videre de eneste, der har budt sig til med en plan for fodboldklubbens økonomiske fremtid. 

- De har fremlagt en fuldstændig flyvefærdig plan, hvor de har fået 50 millioner kroner ind fra sponsorer og privatpersoner. Og det er nok til at finansiere klubben et par år eller tre, fortæller Ole Bruun. 

- Indtil videre kan vi jo kun forholde os til fakta. Og fakta lige nu er, at der findes én langsigtet plan for EfB, lyder det.


Hurtig afklaring

Men han vil ikke afvise, at amerikanerne kan melde sig på banen igen.

- Hvis amerikanerne i morgen kommer med 30 eller 40 millioner og siger, at nu har vi en langsigtet plan, så bliver klubben løftet ud af rekonstruktionen, og så kører de videre med amerikanske ejere, siger Ole Bruun, der forventer en hurtig afklaring i forhold til klubbens videre drift.

- Der er ikke nogen, der kan sige helt præcist, hvornår det bliver, men der er en stram tidsplan. Jeg vil forvente, at det sker i løbet af fire-seks uger, men det er mit personlige gæt, siger han.

TV SYD ville gerne have talt med formanden for den styregruppe, der har hevet de amerikanske ejere i skifteretten, Henry Heiberg. Han har dog ikke ønsket at udtale sig til medierne i dag.