VUC efter massiv kritik: Vi fortryder ikke forbrug
Bestyrelsen på VUC SYD var tirsdag samlet for at diskutere den massive kritik, der har været af skolens forbrug.
VUC SYD er blevet massivt kritiseret for at have brugt 3,9 millioner kroner på luksushoteller til lærere, transport af oplægsholdere og musik til ”Pædagogiske dage”, de har haft tradition for at holde i udlandet hvert andet år.
På et bestyrelsesmøde i dag diskuterede bestyrelsen det forløb, der har været. De angrer ikke forløbet.
- De ture har været holdt inden for de budgetter, vi normalt fastsætter. Pengene, der er brugt, er inden for reglerne. Der vil altid være noget, hvor vi kan sige, at det kunne vi have gjort anderledes, men som bestyrelse er der ikke noget, vi fortryder, siger bestyrelsesformand, H.P. Geil, til TV SYD.
På mødet blev det slået fast, at der fortsat er opbakning til H.P Geil som formand for bestyrelsen.Til næste bestyrelsesmøde i september, vil bestyrelsen kigge på de nuværende regler.
- Vi gennemgår reglerne og kigger på, hvilke regler, der skal være fremadrettet og som ikke giver anledning til undren, siger H.P. Geil.
Vinnie Lerche Freudendal er ny konstitueret direktør for VUC SYD. Hun skal kigge på retningslinjerne sammen med bestyrelsen.
- Jeg forventer, vi får nogle retningslinjer, som kan tydeliggøre, hvordan vi arbejder. Det er ikke, fordi det er så anderledes, end det vi gør nu. Men vi skal have det nedskrevet og drøftet, om det er den rigtige måde at gøre det på, siger Vinnie Lerche Freudendal til TV SYD.