Massefyring på VUC Syd: 71 stillinger nedlægges
VUC Syd har i dag fyret 47 medarbejdere og nedlagt yderligere 24 tidsbegrænsede stillinger. Tre suspenderede vicedirektører er blandt de fyrede.
Vi skal tilpasse stedet her til de krav, der er stillet af Styrelsen for Undervisning, og så skal vi tilpasse det det faldende antal elever, vi desværre også oplever. Men det er en trist dag for VUC Syd.
Asbjørn Nielsen, direktør, VUC Syd
VUC Syd har tirsdag fyret 47 fastansatte medarbejder samt nedlagt 24 tidsbegrænsede stillinger. Ialt skal 71 ud af 310 ansatte på den skandaleramte undervisningsinstitution forlade stedet.
Samtidig har VUC Syds nytiltrådte direktør Asbjørn Nielsen annonceret, at han vil slanke ledelsen.
Asbjørn Nielsen lægger ikke skjul på, at han er ked af afskedigelserne, men siger til TV SYD, at de er nødvendige:
- Vi skal tilpasse stedet her til de krav, der er stillet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, og så skal vi tilpasse det til det faldende antal elever, vi desværre også oplever. Men det er en trist dag for VUC Syd, siger Asbjørn Nielsen.
Organisationsændringen betyder også, at VUC Syd nedlægger vicedirektørstillingerne og mere ansvar lægges ud til personalelederne.
Desuden nedlægges VUC Syds udviklingsafdeling, og endeligt bliver det administrative område erstattet af en stabsfunktion, som får et tydeligere ansvar for at kontrollere dispositioner og procedurer. Endeligt bliver der også ansat en jurist.
- Vi ansætter en jurist, fordi med den kritik vi har fået fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, er vi nødt til at kunne have en funktion, der både kan kontrollere og rådgive omkring de love og regler, vi selvfølgelig skal overholde, siger Asbjørn Nielsen.
Fyringsrunden på VUC Syd
- VUC Syd nedlægger i alt 71 stillinger, heraf er 24 stillinger nedlagt ved frivillig fratrædelse eller hvor der har været tale om ubesatte stillinger, mens der er varslet 47 afskedigelser.
- Antallet af pædagogikumstillinger øges samtidig til 17 i skoleåret 2018/19.
- De nedlagte stillinger fordeler sig på:
- 4 lederstillinger i form af afskedigelser
- 8 administrative stillinger, heraf 6 afskedigelser
- 41 hf-undervisere, heraf 31 afskedigelser
- 12 avu-undervisere, heraf 4 afskedigelser
- 6 øvrige stillinger, heraf 2 afskedigelser
- Der er høringsperiode frem til 3. juli 2018, inden afskedigelserne træder endelig i kraft
VUC Syd i modvind
Efterforskning af VUC Syd
- September 2017: Den tidligere tillidsrepræsentant Jørgen Holstener Larsen politianmelder en række ledere for ifølge ham at have begået økonomisk kriminalitet.
- December 2017: Syd- og Sønderjyllands Politi stopper efterforsknignen, da de ikke mener, der kan rejses sigtelse i sagen.
- Januar 2018: Jørgen Holstener Larsen klager til Statsadvokaten over politiets afgørelse. Senere på måneden kommer Undervisningsministeriet med en påtænkt afgørelse i sagen, hvor de retter en skarp kritik mod VUC Syd og lufter et tilbagebetalingskrav på 1,2 million kroner.
- Februar 2018: Statsadvokaten beslutter i starten af måneden, at politiet skal indlede en efterforskning. Sidst på måneden går politiet i gang med efterforskningen.
- Marts 2018: Undervisningsministeriet kommer med sin endelige afgørelse, hvor de holder fast i tilbagebetalingskravet på 1,2 million kroner og derudover slår fast, at VUC Syd ”i alvorlig grad har overtrådt og fortsat overtræder lovgivningen”.