Efter corona: 90-årige Doris tager flere ture i parken, men savner kulturlivet
For Doris Ellegaard handler genåbningen om at komme mere uden for sin dør og genoptage nogle af de aktiviteter, der giver hende livskvalitet. Men hun savner stadig de kulturelle oplevelser.
Svanerne og ænderne mellem sivene har opdaget Doris Ellegaard.
Ikke mindst på grund af indholdet af den pose som den 90-årige esbjergenser har i hænderne.
Vores genåbning
I en række indslag og artikler under titlen 'Vores genåbning' følger TV SYD fire personer og deres vej tilbage til en normal hverdag i en tid, hvor flere og flere dele af samfundet åbner oven på coronakrisen.
Udover indslag i TV SYDs nyhedsudsendelser kan du også læse de fire personers historier her på TVSYD.dk
På hænderne har hun hvide handsker, for den ældre dame passer på, selv om hun er begyndt at bevæge sig mere uden for sin dør. Det er en del af hendes personlige genåbning.
Turene uden for hjemmet giver hende indhold i dagligdagen, der ellers har været præget af, at hun mest har siddet indenfor.
I dag er hun cyklet ned til Vognsbølparken i Esbjerg for at fodre svaner og ænder - en tur, som hun er begyndt at tage mere og mere, mens samfundet er begyndt at genåbne.
- Her i coronatiden er jeg kommet meget herned. For man kunne jo ikke få besøg af familie, men alligevel har det været en befrielse at kunne køre herned og sætte sig og nyde foråret, siger Doris Ellegaard.
Doris Ellegaard er en af de fire personer, som TV SYD følger på vejen tilbage til hverdagen oven på coronakrisen gennem en række indslag og artikler med temaet 'Vores genåbning'.
Men turene uden for hjemmet udgør også en risiko for Doris Ellegaard, der er i risikogruppen på grund af sin alder.
Derfor er hun omhyggelig med håndhygiejnen, og så bærer hun handsker, som bliver vasket, når hun kommer hjem.
Men selv om det er blevet til flere og flere ture ud i byen på cyklen, så er Doris Ellegaard dog langt fra at have den aktive hverdag, som hun havde inden coronaens indtog.
Jeg kommer afsted og foretager mig noget. Nogle gange kører jeg ud og handler eller op i byen og sonderer terrænet.
Doris Ellegaard, Esbjerg
Som en flittig bruger af kulturtilbuddene i Esbjerg savner hun særligt de mange koncerter, der er med til at give hende livskvalitet.
- Jeg glæder mig meget til, at jeg kan komme til nogle koncerter i Musikhuset Esbjerg og Musikkonservatoriet og med Drengekoret. Men så længe det er fint vejr, så har man ligesom fået dækket sit behov, siger Doris Ellegaard.