Efter asylspray: Alle hadede Charlotte
Charlotte Bech fra Haderslev følte sig forfulgt, misforstået og magtesløs, da hun i efteråret blev lagt for had på Facebook. I dag har hun lagt oplevelsen bag sig.
Tårerne trillede ned ad Charlottes kinder. Hun var forarget, vred og ked af det. På gågaden i Haderslev stod et politisk parti og uddelte en såkaldt asylspray. Det var for meget for den 22-årige lærerstuderende.
Den grædende og chokerede Charlotte blev fanget af TV SYDs kamera den dag i september, og siden blev hendes voldsomme reaktion vist på både landsdækkende og internationalt tv. Det satte gang i en heftig debat på Facebook, hvor Charlotte blev mødt af hadefulde kommentarer, trusler og beskyldninger.
- Jeg var fanget i at være misforstået, og jeg kunne ikke få lov at forklare og nuancere min holdning. 100 mennesker kan jo nemt anklage mig, men jeg kan jo ikke svare 100 mennesker. Det blev uoverskueligt, og jeg følte mig magtesløs, siger Charlotte Bech til TV SYD.
I starten synes Charlotte, at debatten var spændende. På studiet blev hun også hurtigt den person alle ville diskutere udlændingepolitik med. Men på de sociale medier havde Charlotte ingen kontrol over debatten.
Jeg havde en følelse af at blive iagttaget. Jeg følte, at folk stirrede på mig, og jeg var bekymret for, hvad de tænkte om mig.
Charlotte Bech, studerende
- Det værste var, at jeg blev tillagt holdninger, som jeg ikke har eller har udtalt mig om. F.eks. blev jeg anklaget for ikke at have sympati med voldtægtsofre. Men jeg kunne ikke komme til orde, siger hun.
Selvom Charlotte havde fokus på ikke at lade sig påvirke, var det umuligt. De mange grove kommentarer og trusler ramte Charlotte. Hun følte sig ikke længere tryg i sit hjem og begyndte at låse døren.
- Jeg havde en følelse af at blive iagttaget. Jeg følte, at folk stirrede på mig, og jeg var bekymret for, hvad de tænkte om mig.
Undervejs fandt Charlotte meget hjælp i sine venner, der hjalp hende med at flytte fokus fra de ekstreme ytringer på facebook og i stedet se, hvor positivt synet på hende var uden for de sociale medier.
- Jeg blev jo bekræftet i, at der ikke var noget at være bange for. Og så har jeg valgt ikke at være det. I dag er jeg ikke længere utryg, siger hun til TV SYD.