Ungdomspartier: Drop det hullede hegn
Ungdomspartierne SSW Ungdom og Die jungen Spitzen opfordrede i dag unge til at spille bold over vildsvinehegnet, som et opråb til politikerne.
Kom og spil bold over vildsvinehegnet. Sådan lød opfordringen fra ungdomspartierne SSW Ungdom og Die jungen Spitzen, der i dag inviterede til ”Grænszaun Games”, hvor unge kunne spille badminton, volleyball eller fodtennis over vildsvinehegnet.
Formålet med arangmentet var dog langt fra at få udlevet ens boldtalent, men derimod at skabe opmærksomhed om den synlige grænse.
- Vi synes ikke, at vi skal have nogen synlige grænser. Der har været så mange år nu uden grænser, og så er det noget mærkeligt noget, at vi skal tilbage til det igen, siger Tobias Klindt, der er en af arrangørerne fra det slesvigske ungdomsparti Junge Spitzen.
Han håber med arrangementet, at politikerne vil tage endnu en snak om hegnet, nu hvor der både er valg til Europa-Parlamentet og Folketinget.
- Jeg synes, det er et forkert signal at sende udadtil til Europa, at vi lukker os af igen i lille Danmark. Vi er trods alt afhængige af dem, siger Tobias Klindt.
En usmart løsning
Opførelsen af vildsvinehegnet blev vedtaget tilbage i marts 2018, da Regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om vildsvinehegnet, der skal holde vildsvin og dermed også den frygtede afrikanske svinepest ude af landet. Et udbrud af sygsommen i Danmark vil koste den danske svineeksport til en værdi af 11 milliarder årligt.
Hverken SSW Ungdom og Die jungen Spitzen er fortalere for hegnet, som, de mener, ikke holder afrikansk svinepest ude.
- Hvis vi ser herovre, så er der et hul på den side, og går vi hundrede meter længere hen, så er der også et hul der. Som man ved, så stopper vildsvin ikke bare, fordi der er et hegn. Så løber de bare langs hegnet og finder det næste hul. Så man kunne have gjort det på en smartere måde, siger Tobias Klindt.