Store forventninger til det kommende vildsvinehegn langs grænsen
Det omdiskuterede vildsvinehegn er ifølge fortalerne helt nødvendigt for at begrænse antallet af vildsvin.
Landbrugets frygt for en økonomisk ødelæggende afrikansk svinepest har sat gang i intensiv jagt på vildsvin.
Men selv om det i det seneste år er lykkedes at skyde 46 vildsvin, er der lang vej endnu.
Trods lovlig jagt dag og nat på vildsvinene siden foråret og en lang række andre tiltag skønner Naturstyrelsen, at der fortsat er op mod 100 vildsvin i den sydvestlige del af landet.
- Men var de 46 ikke blevet skudt, så havde de formeret sig, så havde der jo bare været endnu flere, siger skovrider Inger Gillesberg fra Naturstyrelsen i Sønderjylland.
Derfor er der store forventninger til det omstridte kommende vildsvinehegn langs grænsen.
Det har skabt debat selv uden for landets grænser og er blevet sammenlignet med USA's planer om en grænsemur mod migranter.
Men i virkeligheden giver hegnet megen mening, siger Jens Munk Ebbesen, veterinærdirektør i Landbrug & Fødevarer.
Strategien i hele Europa er nu at begrænse antallet af vildsvin. Uden det kommende hegn ville vi ikke have store muligheder for det.
Jens Munk Ebbesen, veterinærdirektør i Landbrug & Fødevarer.
- Strategien i hele Europa er nu at begrænse antallet af vildsvin. Uden det kommende hegn ville vi ikke have store muligheder for det, siger han.
Souschef Stig Mellergaard fra Fødevarestyrelsen mener, at hegnet lidt misforstået er blevet set som et symbolsk værn mod smitte.
- Men vi sætter ikke hegnet op for at holde smittede vildsvin ude. Det skal i stedet begrænse antallet af vildsvin mest muligt. Så hvis vi får smitte til Danmark, er der ikke en masse dyr, der kan sprede den, siger han.
Fredag blev det offentliggjort, at det cirka 70 kilometer lange hegn skal opføres i det kommende år af virksomheden Ser Hegn i Fredericia med et tilbud på 30,4 millioner kroner.
Hegnet er dog stadig det suverænt dyreste af 13 danske tiltag, der er sat i gang mod svinepest.
- Nogle synes, det hegn er vældigt, og det kan nok også holde nogle svin ude, siger formanden for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen.
- Men det, der betyder noget, er, hvor mange vi får skudt, og der er nogle af de andre tiltag lige så vigtige.
Opsætningen af hegnet starter til januar og afsluttes til efteråret.