Kirsten tilsidesætter nattesøvn for at sidde ved døende
På nuværende tidspunkt er der 235 frivillige på Sygehus Sønderjylland fordelt på afdelingerne i Aabenraa og Sønderborg. De modtager alle et eksemplar af bogen.
Mens sygeplejersker, læger og andre ansatte på sygehusene klarer deres opgaver, er der et hold af frivillige, der er med til at forbedre oplevelsen af at komme på sygehusene.
En af dem er Kirsten Asmussen, der er frivillig våger, hvor hun sidder sammen med døende, der enten ikke har pårørende, eller hvor de pårørende har brug for en pause.
- Jeg synes, det er en ansvarsfuld, alvorlig opgave og en meget vigtig opgave, siger hun.
Hun er tidligere ansat på sygehuset og har selv oplevet, hvor vigtige de frivillige er for sygehusene.
De frivillige yder den her ekstra service, som vi som ansatte ikke har mulighed for at yde
Anette Brink, formand for udvalget for brugerinddragelse og frivillige
Derfor ville hun gerne yde en indsats, efter hun blev pensioneret, og det gør hun nu fra klokken to om natten til klokken seks om morgenen.
- Der er ingen, der skal dø alene, hvis man kan undgå det, mener Kirtsen Asmussen, der anslår, at hun har siddet som våger omkring 20 gange sidste år.
Hyldest til de frivillige
På Sygehus Sønderjylland slår man fast, at de frivillige ikke overtager arbejdsopgaver, der bør udføres af lønmodtagere.
Det fortæller formand for udvalget for brugerinddragelse og frivillige, Anette Brink.
- De frivillige har en rigtig stor betydning for patienter og pårørende, men også for de ansatte. De frivillige yder den her ekstra service, som vi som ansatte ikke har mulighed for at yde, siger hun.
Nu bliver de hyldet med en ny bog på initiativ af presseansvarlig Dorte Callesen, der gerne vil anerkende dem.
- De frivillige gør jo det, de gør, fordi de kan lide det, og at det nu står på skrift, det gør dem glade, oplever Dorte Callesen.
Mange opgaver
Lige nu er der 235 frivillige på sygehusets afdelinger i Aabenraa og Sønderborg. Her udfylder de frivillige roller som for eksempel vejvisere og patientstøtte.
Birte Geertsen står ved indgangen som vejviser. Hun har det meste af sit liv været frivillig på den ene eller anden måde.
Hun er glad for at kunne hjælpe mennesker, der kommer og er utrygge, fordi de måske skal opereres eller besøge en syg patient.
- Det giver så utrolig meget. Folk er så glade og taknemmelige over den hjælp, de får i sådan et kæmpe hus, som kan være svært at finde rundt i, fortæller hun.