Hjemmehjælp over telefonen? Diana siger klart ja tak
I Vejle Kommune forsøger man på at frigøre ”varme hænder” ved, at hjemmeplejen ringer borgere, der er visiteret til hjælp, op i stedet for at køre ud til borgerne.
Morgen, middag, aften og nat.
Diana Irene Christensen har fundet doseringsæsken frem fra skabet og hælder dagens første ni piller ud på et stykke køkkenrulle på sengebordet.
Nogle af dem er vitaminer. Andre er medicin, der skal holde forskellige lidelser i skak.
Jeg har det med at glemme at tage min medicin.
Diana Irene Christensen, pensionist, Gadbjerg
- Jeg har det med at glemme at tage min medicin, siger hun.
Hendes ansigt fortæller en historie om et liv, der har trukket hårde veksler på helbredet. For tiden er hun ved at komme sig ovenpå et brækket knæ.
Men hun har været igennem det, der var værre, og lige nu er hun bare glad for, at hun selv kan komme ud af sengen og nøjes med at ringe til hjemmeplejen for at fortælle, at hun nu spiser sin morgenmad og sine piller.
For kort tid siden havde hun besøg af hjemmeplejen fire-fem gange i døgnet.
Vil helst klare sig selv
Diana Irene Christensen er tydeligvis en kvinde, der helst vil klare sig selv.
Og på den måde rammer hun lige ned i målgruppen for Vejle Kommunes ambition om at flytte hjemmehjælpen fra borgernes stuer og over på et skærm- eller telefonopkald.
Hver eneste morgen skal hun ringe ind til hjemmeplejen, som sikrer sig, at hun husker at spise sin mad og medicin, og at hun i det hele taget er ok.
Hvis hun ikke ringer, eller hvis en borger ikke svarer på vores opkald, så kører vi naturligvis ud til dem for at tjekke, at alt er i orden
Helene Husballe Kristensen, sygeplejerske, hjemmeplejen, Vejle Kommune
Normalt er det hjemmeplejen, der ringer borgeren op. Men Diana foretrækker selv at foretage opkaldet.
På kontoret hos hjemmeplejen i Bredsten, er det sygeplejerske Helene Husballe Kristensen, der denne morgen tager telefonen, da Diana Irene Christensen ringer.
- Hvis hun ikke ringer, eller hvis en borger ikke svarer på vores opkald, så kører vi naturligvis ud til dem for at tjekke, at alt er i orden, fortæller Helene Husballe Kristensen.
Vi får jo flere og flere ældre, men arbejdskraften følger ikke nødvendigvis med
Sabrine Basse Schmidt, konstitueret leder af hjemmeplejedistriktet i Bredsten, Vejle Kommune
Sparer 10 kilometer hver vej
Skærmbesøg hvor hjemmeplejen ringer borgere, der er visiteret til hjælp, op på en tablet i stedet for at køre ud til borgeren, er en af de teknologier, kommunerne satser på, skal frigøre ”varme hænder” fra rattet i en bil og i stedet nyttiggøre dem hos de borgere, der er allersvagest. Dem der ikke kan klare sig med et skærmbesøg eller et telefonopkald.
- Vi får jo flere og flere ældre, men arbejdskraften følger ikke nødvendigvis med, siger Sabrine Basse Schmidt. Hun er konstitueret leder af hjemmeplejedistriktet i Bredsten, som er et af Vejle Kommunes ti hjemmeplejedistrikter.
Diana Irene Christensen bor i Gadbjerg – 10 kilometer fra hjemmeplejens kontor. Men der er borgere, der bor fire gange så langt væk. Så det er mange timer, SOSU-assistenter og sygeplejersker kan spare på landevejen, hvis de i stedet kunne ringe borgeren op på skærm eller telefon.
Jeg skal bare ringe, hvis jeg får brug for hjælp.
Diana Irene Christensen, pensionist, Gadbjerg
Synes det er fantastisk
I Vejle Kommune har et forsøg med skærmebesøg hos 40 borgere i to af kommunens ti hjemmeplejedistrikter sparet 2.800 timer, som kan bruges hos borgere, der er endnu dårligere end borgere som Diana Irene Christensen.
Hun har derfor ikke noget problem med at "nøjes" med telefonen.
- Det er ikke nødvendigt, at de kører herud, når jeg umiddelbart kan klare mig selv. Jeg skal bare ringe, hvis jeg får brug for hjælp. Jeg synes, det er fantastisk. Det er en god ordning!