Vesti fra Vejle har stadig chancen for Formel 2-triumf
Frederik Vesti bevarede en spinkel chance for Formel 2-triumf, da han vandt sprintløbet i Abu Dhabi.
Så selv om der stadig er et kæmpeskridt at tage for Vejle-køreren, hvis han skal vinde Formel 2-mesterskabet, så er det stadig muligt.
SIX-TIME F2 WINNER. FRED VESTI! 😍 pic.twitter.com/p22TZyQ3ep
— Mercedes-AMG PETRONAS F1 Team (@MercedesAMGF1) November 25, 2023
Lørdag tog den unge racerkører sejren efter flot kørsel i sprintløbet i Abu Dhabi ved årets sidste grandprix. Da han samtidig satte den hurtigste omgang i løbet, hentede han 11 point, mens den førende i stillingen, Théo Pourchaire, blev nummer syv og måtte nøjes med to point.
Inden søndagens afsluttende grandprix er der således kun 16 point mellem de to. En grandprixsejr giver 25 point, mens hurtigste omgang også her vil udløse et enkelt point. Altså lever 21-årige Frederik Vestis drøm om at vinde titlen stadig.
Hvis Pourchaire ikke får point søndag, vil en tredjeplads og hurtigste omgang igen til Vesti betyde, at han henter de 16 point på franskmanden. Og her vil danskeren ende øverst, da han med seks sejre i løbet af året er bedre end Pourchaire.
Vesti skal starte som nummer ni søndag, mens Pourchaire starter som nummer 14.
Tidligere i denne løbsweekend sad Vesti i en Formel 1-racer og kørte træning for Mercedes, som har den unge dansker på kontrakt.