Vejlenser genvalgt som formand for HK Kommunal
Offentligt ansatte lægesekretærer, jobkonsulenter, sagsbehandlere, klinikassistenter, sundhedsadministrative koordinatorer og andre HK’ere kan se frem til et nyt formandskab.
Lene Roed fra Vejle er genvalgt som formand, mens Kasper Ejlertsen, Odense, er nyvalgt som næstformand for 44.000 HK’ere i kommuner og regioner.
Lene Roed er både rørt og meget taknemmelig over HK-medlemmernes store opbakning.
- Det er et stort privilegium for mig at få lov til at fortsætte som formand for alle de dygtige og engagerede HK’ere, der hver dag løfter vigtige velfærdsopgaver i kommuner og regioner, siger den genvalgte formand.
Hun erkender samtidig, at der med formandstitlen følger et stort ansvar.
- Det ansvar er jeg klar til at tage på mig. Sammen med HK Kommunals bestyrelse og vores dygtige tillidsvalgte er jeg klar til at kæmpe for at sikre HK’ernes plads på fremtidens arbejdsmarked. Vores kompetencer udgør på mange måder velfærdens fundament. Og så er det afgørende for mig, at HK Kommunal også i fremtiden bliver en stærk, markant og indflydelsesrig fagforening - og dermed det naturlige valg for ansatte på vores overenskomster, siger Lene Roed.