Vejle-spiller i Hall of Fame
Fodboldens Hall of Fame blev søndag udvidet. Her fik de øvrige navne på den fornemme liste blandt andet selskab af en vejlenser.
To danske fodboldspillere blev søndag tilføjet den fornemme liste af navne, der udgør sportens Hall of fame.
Vejlenseren Ulrik le Fevre og afdøde Jørgen Olesen blev således optaget i dansk fodbolds fineste selskab af Dansk Boldspil-Union (DBU) i forbindelse med landskampen i Parken mellem Danmark og Frankrig.
Dermed tæller Fodboldens Hall of Fame nu 43 medlemmer. Den første, der blev optaget, var Michael Laudrup tilbage i 2006.
Le fevre i Parken
Den nu 76-årige Ulrik le Fevre spillede fra 1965 til 1976 37 landskampe for Danmark. Undervejs scorede offensivspilleren syv mål for nationalmandskabet.
På klubplan tørnede han blandt andet ud for Vejle, Borussia Mönchengladbach i Tyskland og Club Brugge i Belgien. Med alle tre klubber vandt han nationale mesterskaber.
Jørgen Olesen, der døde i 1999 i en alder af 75 år, havde 42 landskampe i perioden 1951 til 1962 på cv'et. Derudover spillede han i hele sin karriere i AGF.
Mens Ulrik le Fevre var til stede i Parken søndag for at blive hædret, så var Jørgen Olesen repræsenteret ved sin søn Steffen Olesen.
Fodboldens Hall of Fame tæller også de andre tidligere Vejle Boldklubspillere Preben Elkjær, Johnny Hansen, Allan Simonsen og Henning Enoksen.
Landskampen mellem Danmark og Frankrig endte i øvrigt 2-0 til Danmark.