Vejle-bokser har sikret Danmark en nationsplads ved OL i Paris
Nikolai Terteryans semifinaleplads ved European Games giver en nationsplads i under 71 kilo-klassen ved OL.
For første gang siden 2012 bliver Danmark i 2024 repræsenteret i boksning ved de olympiske lege.
Nikolai Terteryan fra Vejle vandt onsdag aften sin kvartfinale ved European Games i Polen. Amatørbokseren har derfor sikret Danmark en nationsplads ved OL i Paris.
Nikolai Terteryan slog en albansk bokser i kvartfinalen i under 71 kilo-klassen.
- Jeg har været til OL-kval før, hvor det ikke lykkedes. Og det var det værste. Da jeg tog herhen, vidste jeg, at jeg ikke skulle gå igennem det der igen. Jeg kom her for at vinde, og det var det, jeg gjorde, siger Nikolai Terteryan efter kvartfinalesejren.
Hvis Nikolai Terteryan bliver skadet eller overhalet af en anden dansk bokser i samme vægtklasse, går OL-pladsen til en anden.
Den seneste dansker, der var med til OL, var Dennis Ceylan, der deltog i London i 2012.
Før det var Hasan Al og Brian Johansen de seneste danske boksere ved et OL. Det var i 1996.