Silvan-personale i chok efter dødsulykke

Det var ved denne Silvan i Vejle, at en mand blev klemt ihjel af en lastbil. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD
/2
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Personalet var så berørte, at Silvan lukkede et par timer og nyt personale blev tilkaldt, da en mand blev klemt ihjel ved byggemarkedet.

En 31-årig mand kom torsdag i klemme mellem en bakkende lastbil og en læsserampe ved Silvan i Vejle. Personalet forsøgte genoplivning af manden, men uden held.

- Personalet er selvfølgelig dybt berørte, så alle fik efterfølgende psykologhjælp på stedet.

Benny Christensen, regionschef, Region Syddanmark og Fyn, Silvan

- Personalet er selvfølgelig dybt berørt, så alle fik efterfølgende psykologhjælp på stedet, siger Silvans regionschef Benny Christensen, Region Syddanmark og Fyn.

Personalet var ikke stand til at arbejde, så butikken lukkede i tre timer efter ulykken, og personale fra andre butikker blev tilkaldt.

- Alle ansatte er sendt hjem, og når vi mødes i morgen, holder vi morgenmøde, hvor ulykken igen bliver snakket igennem, fortæller Silvans regionschef Benny Christensen, Region Syddanmark og Fyn.

Ifølge poliltiet kom manden i klemme mellem lastbilen og læsserampen, da han befandt sig med ryggen til lastbilen og hverken så eller hørte den. Manden var 31 år, fra Litauen og var selv lastbilchauffør.

Ulykken betød, at bilinspektøren rykkede ud for at klarlægge forløbet nærmere, og også færdselspolitiet blev rutinemæssigt tilkaldt for at lave undersøgelser af lastbilen.

Alle hans konkurrenter er på alder med hans forældre

Foto: Privatfoto
Udgivet

I disse dage mødes 2.500 atleter for at kæmpe i DM-ugen i Herning. En af dem er en ung dreng fra Varde.

Hvordan ville du have det, hvis næsten alle dine konkurrenter var 30 år ældre end dig?

Det er helt normalt for 14-årige Thies Reinerink. Han skyder langbue og skal her i weekenden deltage i DM-ugen i Herning.

- Jeg er lidt spændt, lyder det fra den unge bueskytte fra Varde Bueskyttelaug.

Langbuen er, hvad man kan kalde for en klassisk buetype, men i dag har den fået en del konkurrence.

Moderne bueskydning er domineret af mere teknologiske og avancerede buetyper. Disse kaldes blandt andet for recurve- og compoundbuer. Derfor er der ikke mange bueskyttere på hans alder, der konkurrerer med den gamle træbue.

Så det i avisen

Det var tæt på en tilfældighed, at den unge dreng fra Varde faldt over den gamle sportsgren.

- Jeg så et billede i avisen, og så syntes jeg, at det så meget spændende ud, forklarer han.

- Jeg tænkte, at det kunne godt være sjovt at prøve.

Thies Reinerink har skudt med langbue i seks år. Foto: Privatfoto

Andre sportsgrene havde aldrig rigtig vækket hans interesse, så det her var nyt. Han havde før prøvet kræfter med fodbold, men det holdt dog kun i et par uger.

Så han tog til en prøvetræning i Varde Bueskyttelaug, og han har nærmest ikke sluppet buen siden.

- Og så blev det bare langsomt mere og mere, forklarer den unge langbueskytte.

Fakta om langbuen

Langbuen har en særlig plads i bueskydningens historie og kultur. Kendt for sin enkelhed og elegante linjer, repræsenterer langbuen en af de mest grundlæggende former for bue, som både nybegyndere og erfarne bueskytter værdsætter for dens autenticitet og udfordring.

Oprindelse og Historie

Langbuen har rødder, der strækker sig tilbage til forhistorisk tid, men den blev især berømt i middelalderens Europa. Engelske langbueskytter brugte den med stor effektivitet i militære konflikter, mest notabelt under Hundredårskrigen. Dens enkelhed og dødbringende effektivitet gjorde den til en afgørende faktor på de europæiske slagmarker.

Design og karakteristika

En typisk langbue er fremstillet af et enkelt stykke træ, ofte yew, elm eller ask, og dens længde kan variere, men overstiger ofte skyttens egen højde. Buerne er karakteriseret ved deres dybe D-formede tværsnit og manglen på markante recurve-endestykker. Dette simple design tillader en glat trækkurve, som mange bueskytter værdsætter.

Brug og teknik

Skydning med langbue kræver styrke, teknik og øvelse, da bue uden hjælpemidler som sigte eller stabilisatorer afhænger helt af skyttens evne til at bedømme afstand og vind. Langbueskydning praktiseres både som rekreativ aktivitet, i historisk reenactment og i konkurrenceform, hvor det at mestre denne antikke færdighed stadig holder stor appel.

Langbuen i moderne tid

Selvom moderne bueskydning ofte er domineret af mere teknologisk avancerede buetyper som recurve- og compoundbuer, opretholder langbuen sin plads som en elsket klassiker. Mange bueskydningsklubber og -foreninger tilbyder træning og arrangementer dedikeret til langbueskydning, hvilket understreger dens vedvarende popularitet og charme.

Kilde: Varde Bueskyttelaug

Karriere med fart på

Og mere og mere må man sige, at han har opnået. I de seks år han har været langbueskytte, har han vundet otte Danske Mesterskab guldmedaljer, tre i sølv og en enkelt i bronze. Han har også deltaget i NUM, Nordisk Ungdom Mesterskab, hvor han hev en 2. plads hjem i både hold og individuelt.

Nå ja, og så har han lige seks danske rekorder i sit navn.

- Jeg tog allerede til mit første stævne efter en måned. Det er vist ikke helt normalt, fortæller den beskedne mester.

Thies Reinerink har først tænkt sig at stoppe med at skyde med langbue, den dag han ikke synes, at det er sjovt længere. Foto: Privatfoto

Hans mor har også nydt at følge med i sin søns hurtige udvikling i sporten.

- Det er sjovt at se, hvor meget han rykker sig. Han har lige haft en periode, hvor han er vokset rigtig meget. Han voksede 30 centimeter på et år. Han kunne slet ikke styre sine kræfter, fortæller Pascalle Reinerink.

Det har han heldigvis fået styr på igen, og nu venter så DM-ugen i Herning, hvor han lørdag stiller op med sine to 43-årige trænere fra klubben i holddisciplinen.

Thies Reinerink har efterhånden deltaget i mange konkurrencer. Han håber at kunne deltage i nogle større nogle i fremtiden. Foto: Privatfoto

Meget mere end bare en bue

I sine år som langbueskytte har Thies dog lært meget andet end at ramme plet. Både om andre og om sig selv.

- Jeg har fået bedre indblik i, hvordan man socialiserer. Her møder jeg hele tiden nye folk, og jeg har fået mange venner, fortæller han.

Vidste du...

  • at når profferne skyder med sin bue, er pilen 3,5 meter oppe i luften inden den rammer skydeskiven? 

  • at du kan skyde en Robin Hood? Det sker ved, at du rammer en anden pil, som allerede sidder i skiven, lige bag i.

  • at de professionelle skyder pilen afsted med 200 km/t?

  • at det er meget forbudt at skyde i sandaler?

Kilde: Danmarks Idrætsforbund

- Jeg har også lært, at jeg ikke altid har nok tålmodighed. Nogle gange gør jeg tingene lidt for hurtigt.

Og at skrue en smule ned for tempoet, er noget, han særligt bruger, når han står med buen i hånden.

- Jeg holder vejret, så jeg kan stå så stabilt som muligt. Hvis jeg tænker på noget, tænker jeg: Træk op, mærk efter, giv slip, forklarer han.

Han var den første, da han søgte jobbet i 1995 - i dag er han stadig en af de eneste

Udgivet

For 29 år siden blev Johnny Toft den første mandlige dagplejer i Vejle Kommune. I dag hører han stadig til sjældenhederne i sit fag, hvor der frem mod 2030 kommer til at mangle 807 dagplejere i Syd- og Sønderjylland.

Som far til tre kunne det ikke gå helt galt, tænkte Johnny Toft, da han efter at være blevet arbejdsløs i 1995 besluttede at søge job som dagplejer.

Han var oprindeligt uddannet kontorassistent, og selvom det var langt fra bleskift, rugbrødsmadder og middagslure, fik han alligevel lyst til at skifte karrierevej.

Det giver mig en god mulighed for at præge nogle børn og forhåbentligt give dem noget med, som de kan bruge, når de bliver store

Johnny Toft, dagplejer, Vejle Kommune

Med beslutningen blev han den første mandlige dagplejer i Vejle Kommune, og nu knap 30 år senere hører han stadig til sjældenhederne.

- Vi er ikke mange mænd, når man tænker på årstallet og den generelle udvikling, der er i samfundet, siger Johnny Toft og uddyber, at der i mange brancher efterhånden er fokus på at have en mere lige fordeling af mandlige og kvindelige ansatte.

Lige nu er de to mandlige dagplejere i Vejle Kommune ud af cirka 150. Sådan har fordelingen næsten set ud alle årene. Alene de seneste 15 år har der i alt været fire mænd.

- Mænd kan bidrage med nogle andre ting end kvinder. Kvinder kan rigtig mange gode ting, men det kan mænd også. Vi gør bare nogle ting forskelligt ind imellem, siger Johnny Toft og forklarer: 

- Det, der interesserer mig mest, er nok den aktive leg, hvor der sker lidt mere. Det kreative er mine kvindelige kolleger bedre til.

Hvem kan blive dagplejer?

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende for, om du er den rette til jobbet. Det er derimod din lyst til at arbejde pædagogisk og dit engagement omkring børns trivsel og udvikling.

Når Vejle Kommune ansætter en dagplejer, er de først ude og godkende hjemmet, inden de kalder til en samtale. Her lægger de vægt på om hjemmets fysiske rammer kan rumme en hverdag med plads til 4-5 dagplejebørn.

Til samtalen vil de blandt andet også være nysgerrige på at høre mere om dig og dine kompetencer, dit barnesyn, og hvilke overvejelser du har gjort dig om dagplejejobbet.

Du kan læse mere om dagplejejobbet samt ansøgnings- og ansættelsesprocessen på Vejle Kommunes hjemmeside. Er du bosiddende i en anden kommune, kan du på deres hjemmesider finde tilsvarende informationer.

Kilde: Vejle Kommune

Flere børn, men færre dagplejere

Behovet for dagplejere kommer ifølge fagforbundet FOA til at stige de næste år. Frem mod 2030 vil der i Syd- og Sønderjylland mangle 807 dagplejere.

Udviklingen skyldes, at mange af de nuværende dagplejere nærmer sig pensionsalderen samtidig med, at der kommer flere børn i alderen 0-2 år i regionen.

Som dagplejer sørger Johnny Toft for, at børnene får oplevelser og aktiviteter, der stimulerer deres fantasi, kreativitet og sproglige udvikling. Som en del af hverdagen er børnene med til at lave mad, dække bord og vaske op, og Johnny Toft tager dem med på ture og udflugter i den nærmeste omegn.

På landsplan betyder det ifølge FOAs beregninger, at cirka 2.200 dagplejere svarende til 30 procent stopper i perioden frem mod 2030 og derfor vil skulle erstattes.

I Syd- og Sønderjylland kommer der til at mangle 189 dagplejere grundet befolkningstilvæksten i alderen 0-2 år og 618 dagplejere, fordi mange dagplejere går på pension. Tilsammen giver det en mangel på 807 dagplejere i landsdelen.

I Vejle Kommune mærker de allerede manglen på dagplejere, og kommunens dagplejeleder Pernille Ege Nielsen tøver ikke med at opfordre såvel mænd som kvinder til at søge faget.

- Det kunne være fantastisk at få en mere mangfoldig arbejdsplads, hvor både mænd og kvinder har en dagligdag med børnene. Det kunne give nogle anderledes rollemodeller for børnene, siger hun.

Ingen kønsforskel

Om dagplejeren er mand eller kvinde, har ingen betydning for børnenes motoriske eller faglige udvikling, fortæller Andreas Rasch-Christensen, som er forskningschef hos Pædagogik og Dannelse på VIA University College.

Det er ikke bare et pasnings- eller opholdssted, men et sted hvor man uanset sit køn kan gøre en afgørende forskel for børnenes udvikling og videre liv

Andreas Rasch-Christensen, forskningschef, VIA University College

Argumentet for at have både mandlige og kvindelige dagplejere handler i stedet om børnenes mulighed for at spejle sig i forskellige mennesker.

- Ud fra forskningen kan man ikke sige, at børnene udvikler sig bedre motorisk, hvis der er mandlige dagplejere, som oftere spiller fodbold med dem, men set ud fra en dannelses-betragtning er det godt for børnene at have forskellige voksne at spejle sig i, siger Andreas Rasch-Christensen. 

For at give flere mænd lyst til arbejdet som dagplejer, mener han, det er nødvendigt at nuancere måden, vi taler om arbejdet på.

- Ofte bruger vi ord som omsorg, empati og sensitivitet, når vi taler om dagplejen. Det er vigtige dele af arbejdet, men jeg tror, det ville appellere til flere mænd, hvis vi også fremhævede aspekter såsom dannelse og faglig og motorisk udvikling, som også hører med i arbejdet, forklarer han.

Den afgørende årsag

Med udsigten til en landsdækkende efterspørgsel på 2.200 dagplejere i 2023, mener Andreas Rasch-Christensen, at det generelt er afgørende at sætte fokus på, hvor vigtigt og betydningsfuldt et arbejde, som dagplejemødre såvel som -fædre gør.

- Det er ikke bare et pasnings- eller opholdssted, men et sted hvor man uanset sit køn kan gøre en afgørende forskel for børnenes udvikling og videre liv, understreger han.

Netop dén pointe er årsag til, at Johnny Toft fra Vejle er blevet ved som dagplejer i snart 30 år.  

- Det giver mig en god mulighed for at præge nogle børn og forhåbentligt give dem noget med, som de kan bruge, når de bliver store, siger han og håber, at hans erfaring kan være med til at vække interessen for faget hos flere - både mænd og kvinder.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com