Rørt Vejle-back spillede for afdød angriber
Det var noget af et chok, da den tidligere Vejle-spiller Raphael Dwamena lørdag faldt om på banen og døde, da han var i aktion for sin albanske klub, KF Egnatia.
Den ghanesiske angriber var at finde i Nørreskoven hos Vejle i 2020/21-sæsonen, hvor han spillede en halv sæson i klubben.
På den tid nåede Dwamena at gøre et stort indtryk på alle i og omkring klubben. og det tragiske dødsfald gav den unge back Thomas Gundelund yderligere motivation i søndagens kamp mod Lyngby.
- Jeg blev chokeret, da jeg fik det at vide. Men jeg brugte det også som motivation, fordi jeg skulle ud og kæmpe for ham. Han var en rigtig god fyr, og jeg husker ham tydeligt, fra da han var her, så det er virkeligt dejligt at give ham tre point, siger Gundelund.
- Jeg husker ham som et fantastisk menneske udenfor banen. Han tog sig af alle og gav os mange gode råd. Han havde prøvet mere end de fleste andre i truppen, så han var god til at hjælpe os andre.
Også Vejle-direktør Henrik Tønder var berørt af situationen.
- Han havde en megagod indflydelse på sine holdkammerater, og han gjorde stort indtryk på direktionsgangen og administrationen. Han har efterladt et rigtig godt indtryk, og derfor er det selvfølgelig utrolig trist, det der er sket.
Inden Vejles kamp mod Lyngby blev der afholdt et minuts stilhed til ære for den tidligere Vejle-angriber.