Ordblind forfatter fra Jelling udgiver bog nummer 125
Jim Højberg har netop udgivet sin bog nummer 125, trods udfordringer som ordblind.
Den 70-årige Jim Højberg har i mange år arbejdet som bibliotekar samt lavet børneradio for blandt andet Radio Fyn og Danmarks Radio. Dog er det bøgerne, der har fyldt mest i Jims liv.
Som ordblind, følte han en trang til at kaste sig ud i at skrive bøger for ligesindede, som har svært ved at læse.
Det har resulteret i, at han denne sommer har udgivet sin bog nummer 125 - det skete med bind 4-6 af serien 'Bjarne under besættelsen', som handler om hverdagen for børn under 2. verdenskrig.
En serie, som han perspektiverer og finder særligt aktuel med krigsbilledet rundt omkring i verden.
- Med de krige, der udkæmpes i verden i dag, giver det mening at sætte fokus på børns oplevelse af krig, fortæller Jim Højberg i en pressemeddelelse.
Efter at have rundet det skarpe hjørne med 125 titler, stiller den 70-årige sig dog ikke tilfreds eller lægger pennen på hylden.
- Jeg synes selv, det er flot, at jeg som ordblind er nået op på at skrive så mange bøger. Og jeg kan fortælle, at der er nye på vej. Så det stopper ikke ved 125, lyder det fra hovedpersonen selv i pressemeddelelsen.