Økonomisk og gastronomisk overskud fra festival luner i varmestue - og mange andre steder
Ti procent af maden i Kirkens Korshærs varmestue i Vejle er overskudsmad fra Jelling Musikfestival, der netop har uddelt rekordstort millionbeløb til gode formål.
Flæskestege, flødekartofler, burgerbøffer, frosne grøntsager, kaffe, krydderier.
Det er bare nogle af de mange madvarer, som hver eneste dag året rundt mætter udsatte borgeres sultne maver i Kirkens Korshærs varmestue i Vejle.
Vores økonomi er meget afhængig af, at vi får nogle donationer
Anette Peschardt, medarbejder, Kirkens Korshær
Det er overskudsmad fra Jelling Musikfestival 2022, og den er kærkommen hos de udsatte borgere.
- Overskudsmaden betyder rigtig meget for os, fordi den gør, at vi kan holde vores pris på vores mad nede, og at vores brugere kan få gratis mad med hjem, siger Anette Peschardt, der er medarbejder hos varmestuen.
Overskudsmaden fra festivalen dækker ti procent af al maden, der bliver spist på varmestuen. Og der er mad nok til et år.
Nu er varmestuen igen klar til at modtage den mad, der bliver tilovers fra dette års festival.
Derudover er Kirkens Korshær også en af de mange modtagere af det rekordstore økonomiske overskud fra sidste års festival på 5,6 millioner kroner.
Kirkens Korshær har fået 62.244 kroner, som er gået er gået til en ny industriopvaskemaskine til 65.000 kroner.
Den gamle var ved at stå af, og det ville koste de frivillige mange timer med den manuelle opvaskebørste, hvis ikke de havde fået en ny opvaskemaskine.
- Det betyder rigtig meget. Vores økonomi er meget afhængig af, at vi får nogle donationer, siger hun.
Hjælp til akuthjælpere
Det store økonomiske overskud kan i sidste ende også være med til at redde liv.
De frivillige akuthjælpere i Jelling har modtaget 48.675 kroner til at købe små personlige tasker med det mest nødvendige udstyr til at hjælpe mennesker, der har ringet 112.
Tre akuthjælpere bliver kaldt op af alarmcentralen. Én kører efter en af de store redningstasker, som står placeret strategiske steder rundt i Jelling og omegn. For eksempel på en mur ved byens SuperBrugsen. Her er der hjertestarter, iltmaske og medicin mod blodprop.
To akuthjælpere kører direkte til stedet uden noget decideret udstyr og forsøger at hjælpe, så godt de kan. Indtil nu.
For med de små tasker, som vil indeholde blandt andet lygte, seleskærer og knebelpres kan de første akuthjælpere på stedet påbegynde behandlingen, inden den store taske med udstyr kommer.
De rykker i gennemsnit ud fem gange om ugen, og ofte er de hurtigere fremme end ambulancen.
- Jeg er meget begejstret for, at vi får en cadeau (tegn på anerkendelse, red.) fra festivalen på, at vi eksisterer, siger akuthjælper Dennis Brandt Leth, der også er tidligere ambulanceredder.
Han mener, at det hele går op i en højere enhed, når overskuddet fra festivalen i sidste ende kan komme byens borgere til gavn i en nødsituation.
Uden den her kæmpe primus motor, som festivalen er, så var sådan et projekt her ikke muligt
Christian Mols, bestyrelsesmedlem, Gormshallen
En femtedel til hallen
En femtedel af overskuddet fra festivalen i 2022 går til Jelling Gymnastik Forening og Gormshallen svarende til en million kroner.
Pengene ryger i en i forvejen fire millioner kroner stor pulje, som skal bruges til at bygge en tilbygning til hallen og udvide blandt andet fitnesscentret.
Her skal der blandt andet bygges bedre faciliteter for springgymnasterne med store nedsænkede trampoliner og springgrave, hvor man kan opøve svære spring.
- Vi er meget, meget taknemmelige for det, for uden den her kæmpe primus motor, som festivalen er, så var sådan et projekt her ikke muligt, siger Christian Mols, bestyrelsesmedlem i Gormshallen.
Hvis projektet skal udføres i sin fulde form, vil det koste 17 millioner kroner. Hvis ikke de når beløbet, må de skalere ned på projektet. Uanset hvad skulle arbejdet gerne starte næste år.
- Så vi håber på et par gode dage i weekenden til festivalen, så der kan blive et overskud, så vi kan søge igen næste år, siger han.
Jelling Musikfestival begynder 25. maj og løber til 28. maj.