Ny forskning opklarer 1000 år gammelt mysterie
Det har indtil nu været uvist, hvem der indhuggede runerne i den runesten, som Harald Blåtand i år 965 fik rejst i Jelling.
Men nu har nye 3D-scanninger af flere runesten fra Syd- og Sønderjylland været med til at give svaret. Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.
Personen bag er Ravnunge-Tue. En runerister fra vikingetiden.
Hans navn er kendt fra Læborgstenen lidt uden for Vejen, som er lavet med samme huggeteknik som den store Jellingsten. På Læborgstenen står "Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Thyra, sin dronning".
Hvad viser forskningen?
Med 3D-scanninger har man kunnet komme helt tæt på huggesporene i runestenene, og derfor kan forskere nu skelne de forskellige runeristeres huggeteknik fra hinanden. Enhver stenhugger holder mejslen i en bestemt vinkel og slår med en bestemt styrke med hammeren.
Hvem stenhuggeren er kan dermed aflæses i vinklen fra huggesporene har samt afstanden mellem dem.
Derfor er hver huggestil individuel, og på den måde kan forskerne nu afsløre navnet på den runerister, der indhuggede runerne i Jellingstenen.
Kilde: Nationalmuseet
Det er dog ikke den eneste afsløring, som forskningen har ført med sig, forklarer Lisbeth Imer, der er runolog og seniorforsker på Nationalmuseet, i pressemeddelelsen.
- Det er en helt utrolig opdagelse, at vi nu kender navnet på runeristeren bag Jellingstenen, men det, der gør opdagelsen endnu vildere, er, at vi kender Ravnunge-Tues chef, siger hun.
Dronning Thyra er nævnt på de to Jellingsten som mor til Harald Blåtand, hustru til Gorm den Gamle og 'Danmarks Bod'. En Thyra er også nævnt på Læborgstenen og stenen Bække 1.
I mange år har forskere diskuteret, om Læborgstenens Thyra er den samme som Thyra fra Jelling, men den nye forskning gør nu det meget mere sandsynligt, mener Lisbeth Imer.
Alle fire runesten, hvor Thyra er nævnt, står placeret i Syd- og Sønderjylland, hvilket ifølge Nationalmuseet antyder, at det er her i landsdelen, at hun har haft sin magtbase, mens Gorm den Gamle muligvis har haft sin tilknytning andetstedsfra.
Jellingstenene
Jellingstenen findes i alle danske pas og kaldes "Danmarks dåbsattest", hvor Harald Blåtand for 1000 år siden praler af, at han samlede Danmark og Norge og kristnede danerne.
Runestenen var hovedårsagen til, at Jelling i 1994, som det første sted i Danmark, kom på UNESCOs verdensarvsliste. Stenen står stadig på sin oprindelige plads.
Runerne på den lille Jellingsten er for slidte til, at forskerne kunne identificere runeristeren bag. Derfor kan man ikke bekræfte, om den runesten også er ristet af Ravnunge-Tue.
Kilde: Nationalmuseet