Borgmester i Kolding Kommune, Knud Erik Langhoff (K), genopstiller ikke som borgmesterkandidat ved næste valg.
Det har han onsdag aften meddelt på et bestyrelsesmøde i den konservative vælgerforening. Det skriver JydskeVestkysten.
Bestyrelsen i den konservative vælgerforening indstiller med opbakning fra Knud Erik Langhoff nu Christina Foldager som partiets borgmesterkandidat ved den ordinære generalforsamling, som skal afholdes den 27. januar.
- Jeg har i lang tid søgt efter at få et generationsskifte på spidskandidatposten. Nu er det lykkedes at finde en kompetent erhvervskvinde, som jeg kun kan give min fulde opbakning, siger han til TV SYD.
Hvor længe har du gået med de overvejelser?
- Dem har jeg gået med i en periode. Det er vel heller ikke unaturligt, når man nu er 74 år. Derfor har jeg gået med de tanker i nogle måneder, siger han.
Der venter dog stadig et års arbejde i rollen som borgmester og ifølge hovedpersonen selv, kommer det ikke til at betyde noget i arbejdet, at der er en definitiv udløbsdato på hans virke som borgmester.
- Jeg vil arbejde lige indtil den sidste dato i borgmesterstolen, siger han.
Et glidende generationsskifte
Christina Foldager har været en del af vælgerforeningens bestyrelse i to år og ifølge borgmesteren er det "en kompetent afløser".
Også selvom hun ikke har byrådserfaring?
- Nu vælger vi jo at kalde det et glidende generationsskifte, og nu tager jeg hende under mine vinger i det næste år. Her får jeg hende indført i, hvad det vil sige at være byrådspolitiker. Jeg stiller jo op som kandidat og håber på valg, og så vil jeg bakke hende op efterfølgende, siger han.
- Det er blandt andet fordi, at jeg brænder for Kolding. Hele mit liv har jeg interesseret mig for politik, og det vil jeg også gøre fremadrettet. Mine forfædre var også politikere, så jeg har simpelthen fået politikken ind med modermælken. Det vil jeg gerne bidrage med stadigvæk, og jeg tror på, at man har brug for en voksen i selskabet en gang i mellem.
Overraskede ved valget i 2021
Knud Erik Langhoff overraskede mange, da han i 2021 sprang ind fra højre og snuppede borgmesterposten foran de to favoritter Villy Søvndal (SF) og Eva Kjer Hansen (V). Dermed var det første gang i 60 år, at Kolding fik en konservativ borgmester.
- Jeg har samlet den flok, som er nødvendig for at få en borgmesterpost. Jeg har hele tiden sagt i valgkampen, at vi går til valg på at sidde for bordenden og samle partierne til et bredt samarbejde i Kolding byråd, sagde Knud Erik Langhoff dengang, som var i spidsen for et Konservative, som gik fra at have fået 3,3 procent af stemmerne ved valget i 2017 til at få 10,6 procent af stemmerne ved valget i 2021.