Jesper gik fra spjæld for narko til chef for 80 ansatte
Jesper Pode Warming fik hjælp fra organisationen High:five til at finde et job, efter han havde afsonet seks års fængsel for salg af narko.
Indtil for syv år siden sad Jesper Pode Warming og ruskede tremmer i Enner Mark Fængsel ved Horsens.
Det havde han gjort i seks år, fordi han havde solgt narko på "højt plan", som han selv siger.
Men det, der var et skråplan, blev rettet op takket være organisationen High:five, som hjælper indsatte med at få et job, når de kommer ud af fængsel.
Det var betydeligt nemmere, at der stod nogle og bakkede mig op i stedet for, at jeg skulle bakke mig selv op
Jesper Pode Warming, Give
Fredag har Social-, Bolig- og Ældreministeriet uddelt SSA-midler, der årligt uddeles til forskellige dele af samfundet med henblik på at forbedre vilkårene for udsatte mennesker.
I denne omgang har organisationen High:five fået tilsagn om at modtage 38 millioner kroner over de næste tre år.
Og havde det ikke været for High:five, havde Jesper Pode Warming ikke været lige så hurtigt ude på arbejdsmarkedet igen, hvis han selv havde skullet sparke døren ind.
- Mine jobmuligheder havde været dårligere. Det var betydeligt nemmere, at der stod nogle og bakkede mig op i stedet for, at jeg skulle bakke mig selv op, siger Jesper Pode Warming, der bor i Give.
Han havde taget en elektriker- og installatøruddannelse i fængslet, og nu skulle den bruges.
Fra arbejdstager til arbejdsgiver
Allerede mens han sad inde, fik han arbejde hos et ingeniørfirma i Vejle, hvor han også arbejdede, efter han kom ud fra fængsel i 2016.
Men inden længe fik han lyst til at blive selvstændig.
I april 2018 startede han Trekantens El Teknik med en ven. I dag er der over 80 ansatte med afdelinger i både Give, Ringsted og Aarhus.
Virksomhederne skriger på arbejdskraft, så jeg synes, de skulle gå ind i et samarbejde og vise noget samfundssind
Jesper Pode Warming, Give
I dag er han glad for, at han fik hjælp til at finde et job.
- Hvis der kommer en ung gut ud til en virksomhed og siger, at han er tidligere straffet, så bakker arbejdergiverne med det samme, siger Jesper Pode Warming.
Men det gør han ikke selv. Han samarbejder selv med High:five og har flere tidligere straffede på lønningslisten.
Godt for samfundsøkonomien
Med et efterhånden fortærsket udtryk kan man sige, at det er win-win, og det er godt for samfundsøkonomien i sidste ende.
- Virksomhederne skriger på arbejdskraft, så jeg synes, de skulle gå ind i et samarbejde og vise noget samfundssind. Der sidder mange unge mennesker derinde, som har lavet en fejl, der skal have en chance. De skal ikke straffes mere, end de allerede er blevet straffet.
Men har de indsatte ikke selv et ansvar for at finde et arbejde, når de kommer ud?
- Selvfølgelig har de det. Men man kan som ung mand have de bedste intentioner, når man kommer ud, men det hjælper ikke, hvis man er alene. Så er det godt, at der er en anden, der kan bakke en op.
Han er derfor glad for nyheden om, at High:five nu modtager 38 millioner kroner.
- Det er godt at høre. For det er ligesom at rulle en snebold ned ad bakke. Det er fint, hvis man skal anholde folk. Men hvis man ikke hjælper dem, så bliver bolden bare større.
Satspuljemidlerne tæller i alt 947 millioner kroner, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om.