Her bliver tilbud til demensramte udvidet
Seniorudvalget i Vejle Kommune har truffet en beslutning om at tilføre midler til Lindehaven Dagcenter.
Det betyder, at de to dagshold til hjemmeboende demensramte borgere kan fortsætte, samtidig med at åbningstiderne udvides.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kommunen skriver, at det har været nødvendigt at søge ekstra midler for at opretholde normeringen af dagsholdene.
Formand for Seniorudvalget i Vejle Kommune Gitte Frederiksen er glad for, at det er lykkes at finde de nødvendige midler til centeret.
- Lindehaven er et værdifuldt tilbud, der gør en stor forskel i mange menneskers liv. Med beslutningen sikrer vi, at demente borgere kan blive i deres eget hjem så længe som muligt og få den støtte og omsorg, de har brug for, siger hun i pressemeddelelsen.