Politiet undersøger mistænkeligt forhold - Endnu et område afspærret
På X skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, at de er til stede og har afspærret et grønt område omkring Damgade i Sønderborg. Lørdag eftermiddag er også et område ved Kastanjealle blevet afspærret.
Opdateret klokken 15:03 med afspærring på Kastanjealle.
På Damgade pågår efterforskningen af et 'mistænkeligt forhold', fremgår det i opslaget, uden nærmere uddybning om, hvad forholdet omhandler.
Dog understreger politiet, at der ingen personer er i fare, men at området vil være afspærret i længere tid.
Lidt over klokken 15:00 skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en ny opdatering på X, at et område på Kastanjealle i Sønderborg også er blevet afspærret. Dette i relation til det mistænkelige forhold, der allerede blev efterforsket.
Politihunde er i området og fra politiets side ønsker man, at bilister og forbipasserende vælger øvrige ruter end de nævnte.
Vi er i øjeblikket tilstede i området ved det grønne område nær Damgade i Sønderborg, hvor vi efterforsker et mistænkeligt forhold. Der er ikke nogen fare, men et område vil være afspærret i længere tid. Vi har pt ikke yderligere, men vil kommunikere ud snarest muligt.#politidk
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) November 23, 2024
Skadestue fik travlt: - Det sker altid, når det bliver glat
Med de seneste dages lave temperaturer og dermed glatte underlag, har flere af skadestuerne i Syd- og Sønderjylland haft besøg af patienter, der er gledet.
Med temperaturer under frysepunktet og sne, har de seneste dage gjort veje og fortove glatte. Det kunne man særligt mærke på skadestuen på Sygehus Sønderjylland.
- I går morges og formiddags frem til middag, var der rigtig rigtig travlt. Det var som ventet og det sker altid, når det begynder at blive glat. Det var dog ikke mere end forventet, men der var rigtig travlt, fortæller Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.
Det var særligt brækkede håndled, skuldre og hofter, som arbejdsdagen bød på på akutafdeling i Aabenraa. Derudover måtte flere bilister, der var gledet ind i andre biler, til kontrol.
Dog er meldingen, at faldskaderne er dæmpet af, hvilket det allerede gjorde fra fredag eftermiddag.
Også på skadestuen i Horsens har man haft sit at se til.
- Der har været flere faldskader. Det har ikke gjort, at vi er blevet lagt ned, men når der er flere skader, så har der været mere at se til, forklarer Louise Mikkelsen, sygeplejerske på Regionshospitalet Horsens.
Hos Esbjerg Sygehus havde akutafdelingen ikke ekstraordinært travlt grundet vejret, lyder meldingen fra presseafdelingen.