Gamle vejplaner kan få store konsekvenser for lokale
En endnu ikke anlagt vej skaber store hovedpiner hos beboere i Vejle Kommune. Udsigten til, at den virkelighed vil nemlig have stor betydning for deres bolig.
- Jeg bliver næsten helt rørt. Jeg bliver ked af det. Det kan jeg mærke slår mig lidt mere, end jeg havde regnet med.
Sådan indleder Pernille Pedersen snakken om en ny mulig omfartsvej i Vejle Kommune. Hende og hendes mand vil potentielt blive naboer til den 10 kilometer lange strækning, der i over 25 år har været på tegnebrættet - dog endnu uden at blive en realitet.
- Den her flotte udsigt, den forsvinder jo. Vi vil kunne høre den ene bil og lastbil efter den anden, der bare kommer forbi.
Parret købte deres drømmebolig tilbage i 2019, hvor Vejle Kommune dengang, ifølge Pernille Pedersen, forsikrede om, at omfartsvejen ikke ville blive en realitet.
Bliver - måske - vakt til live
Snakken om 'Borgmestervejen', som omfartsvejen også bliver kaldt, kommer i kølvandet på planerne om et stort industriområde ved Højen nær Vejle, hvor Vejle Kommune vil drive erhvervsudvikling.
Et område, som de lokale også frygter vil have store konsekvenser.
Selve omfartsvejen vil gå fra motorvejsafkørslen ved Vejle Syd og strække sig til den lille landsby Ødsted.
Og det vil ikke kun få konsekvenser Pernille Pedersen og hendes mand. Også Hanne Jørgensen og hendes familie frygter, at vejen pludselig skal gå gennem deres grund.
- Den ødelægger alt, hvad vi har kæmpet for.
Udover, at vejen nu og her vil påvirke hende og hendes mand, så vil den også have fremtidige konsekvenser.
- Vi står over for et generationsskifte, hvor vi simpelthen ikke kan aflevere det her til vores børn, fordi der er en vej - og de betaler dyre domme for at få det. Men kommer vejen, så er ejendommen nul kroner værd.
Borgmester er ikke afvisende
Selve idéen om 'Borgmestervejen' stammer fra 1996, men her var der ikke et politisk flertal i det gamle Vejle Amt, som bakkede op om vejen.
På trods af, at vejen fik afslag for godt 28 år siden, besluttede Vejle Kommune tilbage i 2017, at den skulle indgå i den overordnede plan for udbygningen af vejnettet i området som strækker sig fem år frem.
- Hvis det er sådan, det bliver besluttet, at der skal være et erhvervsområde her i Vejle Syd, så kunne det godt ske. Der skal være en stikvej ind til sådan et erhvervsområde, fortæller Jens Ejner Christensen (V), der er borgmester i Vejle Kommune.
Men de gamle tegninger er nemlig gamle, og derfor påpeger borgmesteren også, at de skal ses efter i sømmene, hvis de overhovedet skal blive realistiske.
- I byrådet har vi bedt forvaltningen om, at tage de gamle planer op af skuffen og se, om Borgmestervejen stadig er et realistisk scenarie for at lave en ringvej rundt om Vejle.