Fyld bilen op: Ny app gør det lettere at komme til og fra byen
En ny app skal gøre det muligt for borgere i Smidstrup at fylde bilen op, når køreturen går mod de større omkringliggende byer.
Borgere i Smidstrup oplever ikke synet af de blå busser fra Sydtrafik særligt mange gange om dagen.
Selvom den sidste bus er kørt, skal det ikke forhindre borgerne i at komme til og fra byen. Derfor har man lavet en kør-sammen-app, der skal give folk muligheden for at komme at komme til og fra blandt andet Børkop, Vejle og Fredericia.
- Målet med appen er, at vi kan ændre den måde, som vi bruger vores biler på i dag. Vi skal have den ledige kapacitet integreret i transportsystemet, så det også vil komme landdistrikterne til gode. Her er nemlig ringere og ringere offentlige forbindelser, siger Kasper Dam Mikkelsen, som er medejer af Nabogo.
Flere muligheder med appen
Når borgerne i Smidstrup finder mobilen frem, hjælper Nabogo med at finde de bedst mulige transportforbindelser til den ønskede destinationen. Appen viser både busafgangene, men også hvilke andre borgere i Smidstrup, som har en ledig plads i bilen.
Steen Rend er medlem af Smidstrup-Skærup lokalråd, og han ser frem til flere muligheder til den offentlige transport.
- Vores busforbindelser er blevet stærkt reduceret de senere år, så jeg tror på, at appen vil give en højere fleksibilitet, siger han.
Ikke en erstatning
Den nye app bliver ikke en erstatning for busafgangene i Smidstrup. Medejeren mener derimod, at appen og busserne vil fungere sammen.
- Vores ambition er, at det skal supplere busserne. Vi tror faktisk, det er en vigtig del af en samlet løsning, for vi vil nemlig meget nødig undvære busserne, da de også skaber en robusthed, siger Kasper Dam Mikkelsen.
Sammen med sine andre medejere har Kasper Dam Mikkelsen og Nabogo udarbejdet et samarbejde mellem Vejle Kommune og Sydtrafik.
Det er ikke kun borgerne i Smidstrup, som får glæde af appen. Den bliver snart udbredt til hele landet.