Formanden for etisk råd: - Aktiv dødshjælp er etisk problematisk
Aktiv dødshjælp skal ikke være en mulighed i Danmark, hvis det står til et flertal i Det Etiske Råd.
16 af 17 medlemmer i Det Etiske Råd afviser onsdag en legalisering af aktiv dødshjælp. Blandt argumenterne er blandt andet, at der er for meget på spil i forhold til et "grundlæggende menneskesyn" og aktiv dødshjælp risikerer at forandre "vores forestillinger om alderdom, dødens komme og livskvalitet".
Selvom formand for Det Etiske Råd, Leif Vestergaard Pedersen fra Jelling, er imod aktiv dødshjælp, anerkender han samtidigt, at det er etisk problematisk.
- Det ulykkelige er, at når man siger nej, har det negative konsekvenser for de mennesker, der ikke ønsker at fortsætte deres liv, fordi de synes, livet er håbløst, siger han til Ritzau.
Lægeforeningen er helt på linje med Det Etiske Råd, når det kommer til aktiv dødshjælp, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Statsminister Mette Frederiksen (S) genstartede debatten, da hun i juni holdt åbningstale til Folkemødet, hvor hun sagde, at hun er tilhænger.