Folk kigger mærkeligt, når han fortæller om sporten, han skal til DM i
Ikke mange ved, hvad Simon Juel taler om, når han fortæller, at han dyrker konkurrencelivredning. I weekenden skal han forsvare sine to titler i den voksende sport.
Gerningen som livredder ved de fleste, hvad indebærer. Men når Simon Juel fortæller, at han tager til DM og VM i livredning, er det ikke lige så åbenlyst.
- De fleste kigger lidt mærkeligt, når jeg siger, at jeg dyrker konkurrencelivredning. De ved ikke, hvad det er, siger 18-årige Simon Juel fra Vejle.
Sporten har omkring 40 år på bagen i Danmark, men alligevel er der kun fem rendyrkede livredderklubber herhjemme. Dermed må konkurrencelivredning siges at være i nichekategorien.
- Det er en sportificering af livredning. Man har taget de ting, som man synes en livredder på stranden eller i havet skal kunne, og gjort det til en konkurrence, fortæller Mads Hjort, landstræner for Danmarks livredderlandshold og træner i Vejle Svømmeklub.
Selvom konkurrencelivredning endnu ikke fylder meget i det danske sportslandskab, fylder det meget hos den unge vejlenser.
Simon Juel bruger ugentligt 20 timer på træning, fordelt på 10 træningspas, ved siden af 3.G. på Rødkilde Gymnasie.
Det skal der til, hvis man, som Simon, gør sig forhåbninger om at vinde weekendens Danmarks- og Nordiske mesterskaber, der foregår udendørs.
- Jeg stiller op i alle discipliner for hold og individuelt. Jeg satser på guld i holdkampen, mens jeg håber på at forsvare guld i oceanman i DM/NM, siger Simon Juel.
Disse discipliner er der i udendørs konkurrencelivredning
Konkurrencelivredning foregår i hold samt individuelt indendørs i svømmebassiner samt i havet.
Disciplinerne varierer på svømmedistance, -redskaber samt forhindringer.
Udendørs:
Board race: Deltagerne starter på stranden med boards, løber i vandet, padler om tre bøjer og krydser målstreg på stranden.
Surfski race: Deltagerne starter på en linje ved siden af deres surfski i knædybt vand. Padler over bane på 8-900 meter og skal over målstreg i vandkanten.
Surf race: Deltagerne svømmer 400 meter på bane markeret med tre bøjer og målstreg på stranden.
Beach flags: Deltagerne starter liggende på maven på stranden og skal kæmpe om at opsamle flag placeret på stranden først.
Oceanman: Deltagerne gennemfører et surf race, board race og surfski race uden pause. Løb fra målstreg til startlinje mellem hver del.
I holdkonkurrencerne udendørs skal deltagerne igen svømme med/uden redskaber, bjærge og konkurrere om at komme først over målstregen, dog uden dyk.
Det er blot uger siden, at han returnerede fra VM i Australien, hvor han i oceanman-disciplinen blev nummer 21.
Vokser i Danmark
Simon Juels vej ind i konkurrencelivredning er gået som de flestes i sporten.
- Jeg var konkurrencesvømmer og nåede til et punkt, hvor jeg ikke var god nok til at rykke til næste hold. Vi havde lige fået landstræneren for livredning (Mads Hjort red.), og han tilbød mig at dyrke konkurrencelivredning i stedet, fortæller Simon.
At Danmark ikke har et lige så stort behov for livreddere, mener Mads Hjort, er grunden til, at sporten ikke er mere udbredt. Også de danske vejrforhold gør det mindre attraktivt at træne i havet året rundt.
- Lande med stort turismesetup og lange kyststrækninger, der kræver professionelle livreddere, dér er konkurrencen og sporten stor, siger Mads Hjort.
Særligt i New Zealand, Sydafrika, Frankrig, Spanien og Australien er konkurrencelivredning vidt udbredt.
Dog ser landstræneren fremgang i konkurrencelivredning, der bliver mere struktureret, ligesom flere klubber opstår eller tager disciplinen ind herhjemme.
- Jeg har været med i seks år og kan se, at der kommer flere deltagere og klubber til. Rundt om i landet laver skoler også konkurrencelivredning i svømmetimerne, fortæller Mads Hjort.
De seks rendyrkede livredderklubber er placeret i Aalborg, Aarhus, Lolland Falster, København og Odense.
Mor er dommer
Hos familien Juel er fokus lige nu på weekendens Danmarks- og Nordiske mesterskaber, som afholdes i Juelsminde. Simon har nemlig fået trukket begge sine forældre ind i verdenen.
- Min far er formand for Vejle Svømmeklub, men er ikke så meget inde over livredning. Det er min mor kommet, og hun var teammanager for os til VM i Australien, fortæller Simon Juel.
Derudover kan Simon også se frem til, at moderen er dommer ved weekendens mesterskaber. Den familiære relation er dog ingen hjælpende hånd.
- Hun giver ingen fordele. Hun er ligeglad. Dummer jeg mig, så bliver jeg diskvalificeret, siger Simon Juel.
Den 18-årige vejlenser glæder sig til weekendens mesterskaber, på hjemmebane og blandt velkendte konkurrenter i nichesporten. Dog håber han på, at fremtiden kan blive i andre rammer.
- Jeg har en drøm om at komme til Australien i mit sabbatår. Der vil jeg arbejde som kystlivredder og være med i klubberne dernede.